Michael Bruhn stopper som ejendomsdirektør i PFA: "Føles rigtigt"

Efter ti år på posten som direktør hos PFA Ejendomme er det ved årsskiftet slut for 64-årige Michael Bruhn. Parterne har ifølge investeringsdirektør fundet ”en optimal løsning.”
Michael Bruhn, afgående ejendomsdirektør hos PFA. | Foto: Jan Mindegaard / Watch Medier
Michael Bruhn, afgående ejendomsdirektør hos PFA. | Foto: Jan Mindegaard / Watch Medier

Når 2023 slutter, er det også slut for Michael Bruhn på posten som topchef hos PFA Ejendomme – en post, han har siddet på i ti år.

Det skriver pensionsinvestoren i en pressemeddelse, 

”Jeg har i en længere periode overvejet, hvornår det rigtige tidspunkt ville være at stoppe som direktør i PFA, og det føles rigtigt nu, hvor jeg lige er blevet 64 år og vil have mulighed for at prioritere min tid anderledes,” lyder det i meddelelsen fra hovedpersonen selv.

Her fremgår det også, at Michael Bruhn efter nytår fortsætter som seniorrådgiver for koncerndirektionen i PFA.

”Det er en optimal løsning for både Michael og PFA, idet vi kan sikre en god overlevering og fortsat gøre brug af Michaels stærke kompetencer i årene fremover,” siger Kasper A. Lorenzen, koncerninvesteringsdirektør i PFA, i meddelelsen.

”Michael er indbegrebet af integritet og en af de mest respekterede kollegaer, jeg har arbejdet sammen med. Han har skabt en organisation med et professionelt setup og en investeringsstrategi, som gennem årene har skabt et milliardafkast til vores kunder, og han har været med til at sikre, at PFA Ejendomme fortsat vil bringe stor værdi til vores kundefællesskab.”

Glad og stolt

Siden 2013, hvor Michael Bruhn blev ansat, er PFA Ejendomme gået fra at have en forvaltningsportefølje på 15 mia. kr. til i dag at råde over værdier for 73 mia. kr. – dvs. næsten en femdobling.

”Jeg er gået på arbejde hver dag for at skabe det bedst mulige afkast til vores kunder. Det har været et privilegie at arbejde et sted som PFA, hvor man som kundeejet selskab udelukkende tjener det formål at skabe værdi for kunderne, og jeg er stolt af de resultater, vi har skabt,” lyder det fra Michael Bruhn. 

”Jeg er både glad for og stolt over PFA’s ønske om, at jeg skal fortsætte i en ny rolle, når jeg takker af som direktør, og jeg ser i den kommende tid frem til fortsat at bidrage til at eksekvere PFA’s nye strategi og sikre en glidende overgang.”

I Michael Bruhns regeringsperiode har PFA udviklet sig fra primært at investere i danske ejendomme inden for kontorsegmentet til at være en aktør, der både er til stede i Danmark og internationalt inden for segmenter som bolig, kontor og logistik.

PFA har nu ”igangsat en proces i forhold til den fremtidige organisering på ejendomsområdet,” som det formuleres.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også