29-årig styrer milliardportefølje: “Man kan opnå ting i livet selvom man er ung og har oplevet modgang”

Nemanja Stankovic fortæller i Børsen om sin rejse til bordenden for Aktieselskabet CBH, der er øverste selskab for Claus Hommelhoffs investeringer.
Byggeriet af højhusbyggeriet Lighthouse på Aarhus Ø hører under Hommelhoff-imperiets aktiver. Det er blevet til Danmarks højeste ejendom med 142 meter og 43 etager. | Foto: Joachim Ladefoged
Byggeriet af højhusbyggeriet Lighthouse på Aarhus Ø hører under Hommelhoff-imperiets aktiver. Det er blevet til Danmarks højeste ejendom med 142 meter og 43 etager. | Foto: Joachim Ladefoged

Fra at være erklæret uegnet til gymnasiet til at sidde som øverste direktør for mere end 100 virksomheder og forvalte værdier for mange milliarder som kun 29-årig, er Nemanja Stankovic blevet genstand for meget opmærksomhed i ejendomsbranchen.

Men vejen til toppen har ikke været lige til for Nemanja Stankovic. I starten af 90’erne flygtede hans familie fra borgerkrig i Serbien og som 14-årig mistede han sin søster, og i sit arbejdsliv kæmper han ofte med, at folk ser skævt til hans unge alder. Det skriver Børsen, der har interviewet Aktieselskabet CBH’s adm. direktør, Nemanja Stankovic.

“Jeg håber, at det, jeg har været igennem, kan være med til at inspirere andre og vise, at man kan opnå ting i livet, selvom man er ung og har oplevet modgang,” siger han til Børsen.

Han har nået det på et år, som ingen andre har kunnet nå på ti år og under Nemanja Stankovics korte periode som finansdirektør hos Domis, der hører under koncernen, nåede han at få økonomistyring op på et helt nyt niveau, samtidig med at han fik hele organisationen til at trække i samme retning. Han har en ydmyghed og arbejdsomhed, der overgår alt, hvad jeg har set før, lyder det fra ejeren af Aktieselskabet CBH, Claus Hommelhoff i Børsen.

Aktieselskabet CBH kom ud af 2022 med en egenkapital på 2,4 mia. kr. og en balancesum på 3.4 mia. kr. Selskabet råder over en ejendomsportefølje på knap 5 mia. kr. i Aarhus og København samt har store ejerandele i bl.a. erhvervsmægleren Nordicals og kapitalforvalteren Formuepleje, som Claus Hommelhoff er medstifter af.

I januar 2022 overtog Nemanja Stankovic posten som adm. direktør. Senere på året blev han også adm. direktør i Domis og overtog posten fra Elsebeth Gutheil Stoker, der nåede at sidde 11 måneder som topchef. I hendes tid som direktør var hun med til at hente efterfølgeren Nemanja Stankovic til Domis som finansdirektør.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår