Pressesky familie skjuler millioner i ejendomsværdier

Nordsjællandsk familievirksomhed bruger forsigtigt princip, så ejendommene reelt er meget mere værd end vist i regnskaberne. Ændringer efter grundlæggerens dødsfald er ukendte. 
Stengade i Helsingør, hvor den lokale Petersen-familie har nogle af sine besiddelser i ejendomme. | Foto: Thomas Borberg
Stengade i Helsingør, hvor den lokale Petersen-familie har nogle af sine besiddelser i ejendomme. | Foto: Thomas Borberg
AF NILS-OLE HEGGLAND, FREELANCEJOURNALIST

Bag det undseelige firmanavn Familien Petersen Ejendomme gemmer sig en Matador-lignende erhvervsfortælling fra en dansk provinsby, endda med betragtelige millionværdier ud over, hvad der fremgår af de offentligt tilgængelige regnskaber.

Det hele foregår i Hamlets hjemby, hvor den lokale avis, Helsingør Dagblad, i januar kunne berette, at den 85-årige projektudvikler og ejendomsinvestor Ole Petersen var afgået ved døden. Avisen bragte over to sider en nekrolog, som hovedsagelig var baseret på et syv år gammelt interview – formentlig det eneste, den pressesky Ole Petersen har givet til et dansk medie.

Fra biler til bygninger

Historien begynder i 1964, da bagersvenden Ole Petersen efter et kort arbejdsophold i Norge vender tilbage til hjembyen som 18-årig og etablerer egen forretning med salg af knallerter og scootere. Som dog snart får følgeskab af biler, især fra Ford. 

Gradvis investerer Ole Petersen – som efterhånden kaldes Ole Mangepenge i sundbyen – også i mursten, både egne byggeprojekter og færdige ejendomme. Og både boliger, butikslokaler og andet erhverv. Men altid inden for Helsingørs kommunegrænse.

Omkring år 2000 bliver bilaktiviteterne afviklet, og med Familien Petersen Invest som moderselskab er familieforetagendet i dag et rent ejendomsselskab med datteren Pia Barnow som adm. direktør. Hun ejer 45 pct. af aktierne ligesom sin bror, Kim Petersen, mens Ole Petersen fastholdt de resterende 10 pct. og dertil alle stemmerne.

Skjulte værdier

Hvor store værdier familieforetagendet rummer, er dog vanskeligt at gøre op. Der er ikke udarbejdet et egentligt koncernregnskab, men i moderselskabet var egenkapitalen 154 mio. kr. i 2021/22-regnskabet, der løb frem til udgangen af september.

I de underliggende datterselskaber – hvor de mange helsingørejendomme i familiekoncernen er placeret – har Petersen-familien valgt at bogføre ejendommene til kostpris fratrukket af- og nedskrivninger. Dermed er ejendommene opgjort til markant lavere beløb end efter det såkaldte dagsværdiprincip, hvor ejendomme værdiansættes hvert år – og over længere tid næsten altid vil være opskrevet betydeligt, da fast ejendom historisk er steget i værdi, ofte mere end inflationen. 

I langt hovedparten af regnskaberne fra de ejendomsselskaber, EjendomsWatch løbende dækker, bliver bygninger opgjort efter princippet om dagsværdi – og selskaberne oplyser f.eks. det afkastkrav, værdiansættelsen er sket efter.

Et kig ned i regnskabet fra Petersen-familiens største enkeltselskab, Belvedere Ejendomme, belyser, at koncernens værdi er opgjort yderst forsigtigt eller konservativt.

Selskabet er stiftet tilbage i 1965, og kostprisen på de ejendomme, som er opkøbt siden – og fortsat er ejet af selskabet – er ifølge regnskabet 118 mio. kr. Men i kraft af afskrivninger og nedskrivninger – baseret på en forventet brugstid på 20-50 år og en restværdi på 0 – var den bogførte værdi 67,2 mio. kr.

Efter det langt mere udbredte dagsværdiprincip ville ejendommene have været bogført til markant højere værdi, formentlig også betragteligt over kostprisen, altså hvad ejendommene er blevet anskaffet til gennem årene.

Tavs familie

I Belvedere Ejendomme – opkaldt efter en gammel lystgård i Helsingør – var driftsresultatet i regnskabsåret 2021/22 med 8,0 mio. kr. stort set uændret fra året før, og driftsresultatet steg en anelse til 5,3 mio. kr. I kraft af bl.a. stigende renteudgifter blev overskuddet før skat dog næsten halveret til 4,3 mio. kr.

Det har ikke været muligt for EjendomsWatch at få kommentarer fra virksomheden, trods flere henvendelser over telefon og mail. 

EjendomsWatch ville bl.a. have spurgt, hvordan ejerforholdene samt den fremtidige struktur og strategi bliver efter grundlæggerens død, og hvad ejerfamilien selv anslår den reelle værdi af de mange ejendomme i Helsingør til. 

Grundlæggerens død i januar bliver ikke nævnt i regnskaberne, som er indleveret efter generalforsamlinger i marts – her lyder det lakonisk, at der efter afslutningen af regnskabsåret ”ikke er indtruffet begivenheder af væsentlig betydning for selskabets finansielle stilling”.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også