Ny uro i ejendomsfamilie: Gav ulovlige lejerabatter til arvinger

RIVEGILDE I FAMILIESELSKAB: En årelang praksis for at lade aktionærer bo i ejendomsselskabs boliger til nedsat husleje har været ulovlig, erkender ledelsen, der risikerer bøde og erstatningsansvar.
Frederiksborggade 1-3 i indre København er en af flere yderst velbeliggende boligejendommene i JMGH-koncernens portefølje. Ejendommen er i 2022-regnskabet værdisat til 314 mio. kr | Foto: Google Street View
Frederiksborggade 1-3 i indre København er en af flere yderst velbeliggende boligejendommene i JMGH-koncernens portefølje. Ejendommen er i 2022-regnskabet værdisat til 314 mio. kr | Foto: Google Street View

Det familieejede Julius M. Goldschmidt Holding (JMGH), der har ejendomme for ca. 1 mia. kr., har endnu engang bragt sig selv på kant med loven. Denne gang fordi selskabet siden 1990’erne har givet ulovlige lejerabatter til medlemmer af ejerfamilien.

Det kan EjendomsWatch nu fortælle i serien Rivegilde i Familieselskab om den interne fløjkrig i JMGH, der har affødt en række retssager om ulovlige og ugyldige beslutninger, som er gået imod selskabet.

”(S)elskabets hidtidige praksis med udlejning af koncernens lejeboliger til aktionærer og disses descendenter til en reduceret husleje er foregået i strid med skattelovgivningen og er sandsynligvis i strid med selskabslovens paragraf 179, stk. 1, om udbytte og udlodning, idet der er tale om en maskeret udlodning i selskabsretlig forstand,” står der i revisionspåtegningen til JMGH’s nyligt fremlagte årsrapport for 2022.

”Det kan ikke udelukkes, at nuværende og tidligere ledelsesmedlemmer i Julius M. Goldschmidt Holding A/S, der har medvirket til at opretholde den retsstridige praksis, vil kunne ifalde strafansvar i form af bøde,” skriver revisoren videre.

Sagen om de ulovlige lejerabatter kommer i kølvandet på, at Erhvervsstyrelsen har politianmeldt ledelsen i JMGH, fordi selskabet har nægtet at anerkende ejerandelene blandt flere medlemmer på den utilfredse fløj i ejerkredsen. Domstolene erklærede i 2021 denne praksis for ulovlig.

JMGH’s mangeårige direktør, Flemming Hansen, nedtoner over for EjendomsWatch betydningen af de ulovlige lejerabatter, som han altså – ifølge revisor – risikerer at blive idømt bødestraf for.

”Det er en praksis, man har haft i mange år, og det er der så en aktionær, der har gjort indsigelse imod, og så har man stoppet det. Andet er der ikke i det,” siger Flemming Hansen til EjendomsWatch.

Potentielt milliontab

Det var en af de utilfredse aktionærer i JMGH – forretningsmanden Martin Goldschmidt – der i marts 2022 gjorde opmærksom på, at udlejning af boliger til reduceret leje til medlemmer af ejerfamilien kunne være ulovlig. Det fik ledelsen til at indhente juridisk rådgivning angående problemstillingen.

Konklusionen var klar: Lejerabatterne var at betragte som ”maskerede udlodninger”, der ikke er selskabsretligt tilladt, og at modtagerne var forpligtet til at tilbagebetale rabatterne med tillæg af rente. Endvidere var praksissen i strid med skattelovgivningen, idet aktionærerne skulle have betalt skat af rabatterne. Det risikerer ledelsen bødestraf for, erkender selskabet.

”Det kan heller ikke udelukkes, at nuværende eller tidligere ledelsesmedlemmer i Julius M. Goldschmidt Holding A/S, der har medvirket til at opretholde den retsstridige praksis, kan blive mødt med erstatningskrav i anledning af den nu ophørte praksis,” står der i ledelsesberetningen i JMGH’s 2022-regnskab.

Forretningsmanden Martin Goldschmidt, der gik konkurs med tre ejendomsselskaber i finanskrisen, har været drivende kraft i den strid i ejerkredsen, der udspiller sig i familieselskabet Julius M. Goldschmidt Holding (JMGH). | Foto: Peter S. Mygind
Forretningsmanden Martin Goldschmidt, der gik konkurs med tre ejendomsselskaber i finanskrisen, har været drivende kraft i den strid i ejerkredsen, der udspiller sig i familieselskabet Julius M. Goldschmidt Holding (JMGH). | Foto: Peter S. Mygind

Den tabte fortjeneste, som selskabet har haft som følge af de ydede lejerabatter, har ifølge ledelsens skøn ligget mellem 20.000 og 50.000 kr. om året for den enkelte aktionær. Det samlede tab er forbundet med usikkerhed, men skønnes af ledelsen til at være knap 1 mio. kr. alene for perioden 2019-2022.

I første omgang har ejerkredsen i JMGH dog besluttet på en ekstraordinær generalforsamling 21. oktober 2022, at man hverken vil rejse krav mod aktionærer om tilbagebetaling af de allerede ydede lejerabatter eller mod nuværende eller tidligere bestyrelses- og direktionsmedlemmer om eventuel erstatning.

Gyldigheden af den såkaldte ”decharge” af ledelsen – der også omfatter fritagelse for ansvar i de andre sager, som den utilfredse fløj i ejerfamilien har ført mod selskabet – er dog anfægtet. Selskabet Carus, hvor aktionær Martin Goldschmidt er direktør, har således i januar 2023 anlagt endnu en retssag med påstand om, at beslutningen er ulovligt vedtaget, og at der derfor kan rejses erstatningskrav mod ledelsen.

”Ledelsen og selskabets advokat deler ikke Carus Aps’ opfattelse af, at vedtagelsen af forslagene er ugyldig og ulovlig (...) Videre vurderer ledelsen og selskabets advokat, at sagen – uanset udfald – ikke vil have væsentlig, direkte økonomisk betydning for selskabet,” skriver ledelsen i JMGH’s 2022-regnskab.

Strid om ansvar

Flemming Hansen, der har været direktør i JMGH siden 2012, forklarer, at hverken han eller bestyrelsen har været bevidst om, at praksissen med at yde lejerabat til aktionærer kunne være ulovlig.

”Da man bliver gjort opmærksom på det, så indhenter man noget rådgivning, og man stopper med at give rabat, og så beslutter generalforsamlingen, at man ikke behøver forfølge de rabatter, der har været,” siger Flemming Hansen, der i tillæg til direktørposten i JMGH er partner hos ejendomsforvalteren FH Management.

Revisor skriver, at ledelsen kan ifalde strafansvar. Noget helt andet er jo en eventuel erstatningssag. Hvordan forholder I jer til det?

”Det tager vi, som det kommer. Vi har haft en praksis, som har eksisteret siden 90’erne, og da det kommer frem, så stopper det.”

Men er det ikke ledelsens ansvar at sikre, at den slags ikke sker?

”Det er jo altid ledelsens ansvar at sikre, at det ikke sker, men for at du skal holde for rødt, så skal du jo kunne se, at der er rødt.”

Det er vel ikke en undskyldning, at man ikke vidste, at det var ulovligt?

”Nej, jeg siger heller ikke, at det er nogen undskyldning, jeg forklarer bare, hvordan det hænger sammen,” siger Flemming Hansen.

Foruden de ulovlige lejerabatter ønsker den utilfredse aktionærgruppe også at placere et ansvar hos JMGH-ledelsen angående selskabets omtvistede salg af en ejendomsportefølje på Københavns Vestegn i 2015.

Denne disposition blev i maj 2021 kendt ulovlig og ugyldig af Østre Landsret, og ejerkredsen strides stadig om konsekvenserne af denne dom.

Selskabet Julius M. Goldschmidt har ingen sammenhæng med en anden aktør i branchen, M. Goldschmidt Ejendomme.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også