Dukkert til Nordicals-mæglere

”Det rusker lidt,” siger direktør efter et år med resultatmæssig tilbagegang for de 24 partnerdrevede erhvervsmæglerforretninger.
"Vi forventer, at rentemarkedet stabiliseres, og så vil transaktionsmarkedet igen blive styrket," lyder det fra Nordicals-mæglernes adm. direktør Erik Andresen om udsigterne for i år. | Foto: PR / Nordicals
"Vi forventer, at rentemarkedet stabiliseres, og så vil transaktionsmarkedet igen blive styrket," lyder det fra Nordicals-mæglernes adm. direktør Erik Andresen om udsigterne for i år. | Foto: PR / Nordicals

Tørken i ejendomtransaktioner sætter sit præg på det sammenstykkede årsregnskab fra de 24 Nordicals-mæglere landet over.

Omsætningen landede sidste år ”på den gode side” af 200 mio. kr., mens resultatet før skat faldt fra 81 til 48 mio. kr. og endte dermed på niveau med 2020, meddeler Nordicals torsdag.

”Resultatet viser, at vi har en robust, partnerdrevet forretningsmodel, hvor vi stadig driver en sund forretning og holder en stabil kurs, selvom det rusker lidt,” udtaler adm. direktør Erik Andresen.

Han peger på, at bundlinjen også bærer præg af investeringer i butikkernes interne dataplatform, der i år er blevet opgradet med konceptet Nordicals Foresight, der har ambition om at gøre data og analyser tilgængelige for alle aktører i branchen.

Nordicals-mæglere havde samlet set et første halvår 2022 på niveau med året før, mens de i lighed med resten af markedet mærkede en klar opbremsning i andet halvår.

Den landsdækkende erhvervsmægler forventer, at markedet vil fortsætte i nedsat tempo frem mod sommer, men i løbet af efteråret vil der igen komme tryk på markedet, lyder det.

”Vi kan allerede nu se, at nogle af de større institutionelle investorer begynder at røre på sig. Vi forventer, at rentemarkedet stabiliseres, og så vil transaktionsmarkedet igen blive styrket,” udtaler Erik Andresen.

Nordicals måtte i marts annoncere en skilsmisse, da mæglerfirmaets største afdeling i København udtræder for at gå solo.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også