Grøn offensiv skal skubbe til Danske Banks erhvervskunder: "Vi sidder ikke bare og venter"

Som led i klimaplan vil Danske Bank flytte bæredygtighed højere op på kundernes dagsordener. Det gælder særligt de små og mellemstore virksomheder.
Erhvervskundechef i Danske Bank Niels Bang-Hansen mener, at bæredygtighed er blevet et bærende konkurrenceparameter for bankens erhvervskunder. | Foto: Gregers Tycho
Erhvervskundechef i Danske Bank Niels Bang-Hansen mener, at bæredygtighed er blevet et bærende konkurrenceparameter for bankens erhvervskunder. | Foto: Gregers Tycho

En række af målene i Danske Banks nylige klimaplan kommer til at stille højere krav til den bæredygtige omstilling hos bankens erhvervskunder.

Derfor har banken skærpet sit fokus på rådgivningen, hvor den i højere grad vægter den strategiske og proaktive dialog med erhvervskunderne. Der er bl.a. tale om de virksomheder, som stadig har til gode at påbegynde sin grønne omstilling, fortæller Niels Bang-Hansen, der er erhvervskundechef i Danske Bank.

”Vi sidder ikke bare og venter på, at kunderne kommer og siger til os, at de er klar og gerne vil have en investering finansieret. Nu er vi ude at skubbe på. Hvis ikke vi kommer og siger det, så vil der enten være nogle af deres kunder eller leverandører, der vil begynde at skubbe til dem,” siger Niels Bang-Hansen.

Den ændrede tilgang er en bærende årsag til, at Danske Bank har inviteret sig selv på besøg i Folketinget, hvor storbanken 23. marts skal gæste Folketingets Erhvervsudvalg.

Der er forinden opridset en række punkter, som kan have udvalgets interesse. Herunder hvordan banken vil sikre sig, at bankens finansiering og investeringer kommer til at leve op til Parisaftalens mål, som bl.a. er at begrænse de globale temperaturstigninger til højst to grader.

”Når vi rækker ud til Erhvervsudvalget, så er det, fordi det er en af de større ting, vi sidder og arbejder med. Vi er også godt klar over, at det kan få en kæmpe indvirkning ift. regeringens ambitioner om at få reduceret CO2-aftrykket og i det hele taget arbejdet med bæredygtighed som et overordnet tema,” siger Niels Bang-Hansen.

Op på tæerne

Bag de nye grønne ambitioner ligger et omfattende klimaaftryk, som Danske Bank bidrager til.

I forbindelse med offentliggørelsen af klimaplanen i januar blev bankens samlede CO2-udledning for 2020 kortlagt. Opgørelsen viser, at banken medvirkede til udledning af 41,1 mio. ton CO2 svarende til næsten hele Danmarks udledning. Langt hovedparten – 99,9 pct. – af bankens CO2-udledning stammer fra kunders udledning, som Danske Bank er en inddirekte del af gennem udlån og investeringer. 

Danske Bank har et mål om at halvere CO2-udledningen frem mod 2030.

Niels Bang-Hansen fortæller, at der bliver lagt særlig meget energi i de små og mellemstore virksomheder. Et segment, der fylder tungt i balancen med 120.000 erhvervskunder i SMV-segmentet i Danmark og 200.000 i hele Norden.

Det bliver sværere og dyrere at få et lån i banken, hvis en virksomhed ikke har de fornødne planer for at omstille sig. Derudover risikerer flere danske produktions- og industrivirksomheder, der er underleverandører til større producenter, at blive fravalgt, fortæller Niels Bang-Hansen.

”Jeg tror, at vi i den grad kan være med til at accelerere nogle ting, hvis vi går ud til små og mellemstore virksomheder. Der er tale om nogle af dem, der måske ikke er dem, der tænker på bæredygtighed som det første, når de står op om morgenen” siger Niels Bang-Hansen og tilføjer: 

”Vi har en kæmpe opgave hos dem, der ikke bare rykker af sig selv. Der skal vi op på tæerne.”

Intern uddannelse

Hvis Danske Bank skal yde en effektiv rådgivning, kræver det også, at rådgiverne er inde i sagerne. Erhvervsrådgiverne skal kunne dykke ned i miljø, grønne lån og finanssektorens rolle i den grønne omstilling. 

Således har storbanken gang i interne uddannelsesforløb, der har til opgave at ruste medarbejderne i at rådgive kunderne om bæredygtighed.

Der er etableret en permanent, intern uddannelse – et såkaldt bæredygtighedsakademi. Det er planen, at det skal udvikles, fortæller Niels Bang-Hansen.

”Vi er nødt til at sætte ressourcer af til at arbejde med det her – det er lige fra træning til produkter,” siger han. 

Udover at den grønne omstilling er afgørende for Danske Banks relation til erhvervskunderne, er banken også nødt til at forholde sig til EU-taksonomien. Den er med til at konkretisere, hvad der kan karakteriseres som grønne produkter.

Danske Bank bruger bl.a. klimastandarden Science Based Targets initiative til at trykteste, om klimatiltagene flugter med den seneste videnskab og efterlever målene i Parisaftalen. Niels Bang-Hansen fortæller, at banken kan begynde at rulle flere grønne produkter ud, i takt med at taksonomien falder på plads.

”Vi har været nødt til at have taksonomien på plads, før vi kan lave nogle grønne produkter, som vi kan sætte et grønt klistermærke på og deklarere det som et grønt og bæredygtigt produkt. Der flytter tingene sig hele tiden,” siger han.

(Denne artikel er et uddrag fra vores søstermedie FinansWatch.)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også