Erfarne kræfter bag nyt ejendomsselskab med milliardplaner

Velkomn er navnet på et nyt ejendomsselskab med hjemsted i Odense, som vil målrette sig rækkehuse og en portefølje på omkring 2 mia. kr.
Bag selskabet står et joint venture, der bl.a. tæller Peter Uldall Borch, som frem til 2021 var adm. direktør i netop Odense-baseree HD Ejendomme; i dag en del af Heimstaden.
”Under pay-off’et ’et rart hjem’ vil Velkomn fokusere på moderne, nybyggede rækkehuse på gode placeringer nær større byer i Danmark med let adgang til blandt andet skoler, arbejdspladser, god infrastruktur, grønne områder og legepladser,” skriver Velkomn.
Kapitalen i det nye samarbejde kommer fra britiske Matter Real Estate, mens udviklingen lægges i hænderne af aarhusianske 1927 Estate, som er tredje ben i samarbejdet.
”Det vil være en fordel i hele processen fra udvikling over byggeri til drift og administration at have Matter og 1927 med, som i sidste ende vil komme vores kommende beboere til gode i form af gennemtænkte kvadratmeter og et højt serviceniveau,” udtale Peter Uldall Borch.
Ifølge David Christie, adm. direktør i Matter Real Estate, har selskabet nærstuderet det danske marked i fem år.
”Vi er meget glade for både at have fundet så kompetente partnere og samtidig opstarte samarbejdet på et tidspunkt, hvor efterspørgslen er langt højere end udbuddet,” udtaler han.
I første omgang er ambitionen at opbygge en portefølje på 800 lejeboliger i en række større provinsbyer, nærmere bestemt rækkehusprojekter i danske vækstbyer i omegnen af København og Aarhus samt i Trekantområdet og på Fyn.
”Heraf er der allerede konkrete planer om at opføre de første 280 boliger på Sjælland,” skriver parterne.