Heimstaden køber danske ejendomme for 12,1 mia. kr.
.jpg)
Årets og måske den største ejendomshandel i Danmark nogensinde er en realitet.
Svenske Heimstaden, der er kontrolleret af den norske velhaver Ivar Tollefsen og desuden har en række pensionskasser i ejerkredsen, overtager således HD Ejendomme med hjemsted i Odense. Det sker fra ligeledes svenske Niam i en handel til 12,1 mia. kr., oplyser Heimstaden.
Niam-topchef om milliardsalg: "Det ville være perfekt hvis vi kunne have beholdt HD Ejendomme"
Porteføljen består af 6237 boligenheder fordelt på 152 ejendomme samt 35 erhvervsejendomme spredt over hele Danmark, som Heimstaden har plan om at sælge fra.
"Vi er meget glade for at annoncere dette opkøb af en attraktiv portefølje med en stærk operationel platform gennem HD Ejendomme, som afgørende vil udvide vores geografiske tilstedeværelse i Danmark," udtaler Christian Fladeland, investeringsdirektør (co-CIO) i Heimstaden, i meddelelsen.
Michael Berthelsen, landechef for Niam i Danmark, siger i en særskilt meddelelse:
“Efter flere års opbygning af en stor portefølje i et højt tempo og med aktiv porteføljeforvaltning, er vi glade for at kunne afhænde porteføljen og selskabet til en stærk og professionel aktør som Heimstaden.”
Indtægter for 600 mio. kr.
Boligernes areal udgør 594.400 kvm, mens erhvervsareal udgør 182.700 kvm. I tallene indgår 357 boliger under opførelse, som leveres nøglefærdig over de kommende 12 måneder.
Bruttolejeindtægterne på boligerne lyder på 824 mio. svenske kr. (ca. 600 mio. kr.)
Porteføljen består hovedsageligt af rækkehuse i hele Danmark, koncentreret omkring store og mellemstore byer som Odense, Vejle, Horsens, Silkeborg og Randers.
Newsec Advisory har været rådgiver på transaktionen sammen med CBRE. Juridisk har Gorrissen Federspiel været rådgiver, mens også KPMG og Cowi har bistået.
HD Ejendomme er baseret i Odense og har været ejet af Niam siden 2017, men vil nu blive integreret i Heimstaden Danmark, hvor Michael Byrgesen Hansen er landechef.
"De to organisationer komplementerer hinanden godt både geografisk og organisatorisk med et stærkt fokus på høj kvalitet over for kunderne og en værdibaseret kultur," siger han.
"Dette er en stærkt match med et stort potentiale, og jeg ser meget frem til at samarbejde med vores nye kolleger og kombinere vores bestræbelser på at levere gode hjem på tværs af Danmark," fortsætter han.
Danmark størst hos Heimstaden
Inden opkøbet havde Heimstaden omkring 10.000 boligenheder, der altså nu vokser til godt 16.000.
I en kommentar til handlen, siger Hemistadens topchef, Patrik Hall:
"Heimstaden fortsætter med at forfølge en strategi om bæredygtig vækst med en drift af høj kvalitet på tværs af europæiske markeder. Gennem 2020 har vi foretaget adskillige strategiske opkøb på nye og eksisterende markeder og samtidig opbygget organisation og kompetencer," siger han i meddelelsen.
"Dette opkøb repræsenterer en unik mulighed for at få fat i en attraktiv portefølje af høj kvalitet," fortsætter han og oplyser, at handlen betyder, at Danmark bliver Heimstadens største marked.
Erhvervsejendommene i handlen planlægges solgt "gradvist over de kommende år", lyder det fra Heimstaden.
Heimstaden vil bruge milliardopkøb til at vokse vest for København
Niam-topchef om milliardsalg: "Det ville være perfekt hvis vi kunne have beholdt HD Ejendomme"
Heimstaden fortsætter europæisk offensiv til Polen med investering i hovedstadsprojekt
Heimstaden runder 100 milliarder i ejendomme
Heimstaden fortsætter opkøbsbonanza – nu i Berlin for over 6 mia. kr.