17 Irma-butikker lukker efter endnu en sparemanøvre hos Coop

I forbindelse med en større sparemanøvre bliver Superbrugsen, Kvickly og Irma lagt sammen. Størstedelen af Irma-butikker overlever under det nye brand, Coop, men 17 forretninger må lade livet. Se hvor.
Efter 137 år lukker Irma sine 65 butikker. Hovedparten lever videre under Coops vinger, mens 17 butikker helt lukker. | Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.
Efter 137 år lukker Irma sine 65 butikker. Hovedparten lever videre under Coops vinger, mens 17 butikker helt lukker. | Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Den berømte Irmahøne har snart lagt sit sidste æg. 

For at tøjle stigende omkostninger sammenlægger detailkæden Coop supermarkederne Kvickly, Superbrugsen og Irma under det nye navn Coop, oplyser den forbrugerejede detailkoncern onsdag formiddag.

Dermed lukker 65 Irma-butikker 1. april. Ud af dem lever 48 videre i Coop-regi, mens 17 butikker lukker. Iøvrigt nedlægger Coop 400 stillinger i forbindelse med sparemanøvren. Dertil kommer yderligere 200 job i forbindelse med lukningen af Coop Mad, der afvikles med udgangen af februar.

Lukningen af Irma var dog ikke første prioritet. Ifølge Kræn Østergaard Nielsen, adm. direktør i Coop Amba, som ejer Coop Danmark, forsøgte Coop at finde en køber til Irma, men det lykkedes altså ikke, skriver Finans.

Alle 65 butikker ligger på Sjælland, hvor langt hovedparten er centreret rundt om Storkøbenhavn og Nordsjælland med en enkelt afstikker til Nykøbing Sjælland, som er en af butikkerne, som lukker.

Den øgede konkurrence kombineret med tilbageholdenhed fra forbrugerne har fået Coop til at kalde 2022 for ”et af de dårligste år nogensinde” og med udsigt til et trecifret millionunderskud. 

Lukningen af Irma-butikkerne kommer i kølvandet på, at Aldi i starten af december besluttede at forlade det danske marked, hvor Rema 1000, overtager størstedelen af Aldi-butikkerne, hvis konkurrencemyndighederne godkender købet.

Selvom et opbrud tegner sig på det danske marked for detailhandel, ekspanderer tyske Lidl stadig ”til den helt store guldmedalje,” hvilket EjendomsWatch omtalte tidligere på måneden.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også