NCC løber med "kompleks opgave" til trecifret millionbeløb

Entreprenørkoncernen NCC vinder hovedentreprisen på renovering af 303 boliger, som Bo-Vest administrerer. Ordren er på ca. 300 mio. kr. 
Illustration af blok F i Blokland. | Foto: Visualisering: JJW Architects
Illustration af blok F i Blokland. | Foto: Visualisering: JJW Architects

I forbindelse med gennemførelse af en helhedsplan for andelsboligforeningen Blokland i Albertslund har NCC vundet hovedentreprisen, som omfatter alle bygningsarbejder, fremgår det af en pressemeddelelse. 

Ordren er på ca. 300 mio. kr. og foretages for Vridsløselille Andelsboligforening, der har Bo-Vest som administrator.

”Det er en kompleks opgave, hvor der undervejs i renoveringen vil være lejligheder, der fortsat er beboede, så vi får brug for vores erfaring med at håndtere, at vores arbejdsplads samtidig er nogle mennesker hjem,” udtaler Brian Hasfeldt. Han er områdedirektør i NCC’s renoveringsenhed. 

Ordren omfatter fire blokke og 303 boliger, som er beliggende centralt i Albertslund mellem Jernbanen og Roskildevej, fremgår det. 

Nyt udtryk

Renoveringen udmønter sig bl.a. i nye facader, udskiftning af vinduer, samt ny tagkonstruktion og tagbelægning.

Derudover vil der ske ”gennemkæringer i blokkene” for at give ejendommen et nyt udtryk, samtidig med at nye boliger vil blive etableret, og andre vil blive lagt sammen og moderniseret.

Kristian Overby, seniorprojektleder i Bo-Vest, glæder sig til det fælles samarbejde, lyder det i meddelelsen. 

”Så Blokland i fremtiden vil være en attraktiv boligafdeling med mange forskellige boligtyper. Samtidig glæder jeg mig over, at vi midt i en energikrisetid giver beboerne nye facader, døre og vinduer i alle lejemål.”

Ifølge meddelelsen vil der være en samlet byggeperiode på to år med igangsættelse fra marts i år. 

Øvrige aktører på renoveringsprojektet er rådgivende ingeniører Danakon og JJW Architects. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også