Hoffmann leverer "stabil og stærk" lønsomhed i tredje kvartal

Både top- og bundlinje går frem hos entreprenøren Hoffmann, der er en del af norske Veidekke, sammenlignet med tredje kvartal sidste år, viser nyt regnskab. Samtidig vokser ordrebogen.
Foto: PR / Hoffmann
Foto: PR / Hoffmann

Hoffmann – den danske gren af den børsnoterede norske entreprenørkoncern Veidekke – øger efter en udfordrende start på året sin kvartalsomsætning med små 7 pct. sammenlignet med perioden fra juli til september sidste år. Toplinjen i tredje kvartal af 2022 lyder således på 663 mio. norske kr. (ca. 478 mio. kr.).

Af Veidekkes kvartalsregnskab fremgår det desuden, at Hoffmanns overskudsgrad ligesom i tredje kvartal af 2021 ligger på 8 pct. Set over årets første ni måneder repræsenterer 7,9 pct. en fremgang, men der er stadig et stykke op til den samlede overskudsgrad på 8,5 pct. i 2021.

Tredje kvartal kastede et resultat før skat på 53 mio. norske kr. af sig i den danske afdeling mod 50 mio. norske kr. i samme periode sidste år. I perioden januar-september halter Hoffmann dog stadig 1 mio. norske kr. efter på bundlinjen sammenlignet med 2021.

”Lønsomheden var stabil og stærk set over hele projektporteføljen,” lyder det i rapporten, hvori man også kan læse, at ordrebogen hos Hoffmann ved udgangen af september lyder på 3,4 mia. norske kr. mod 2,9 mia. norske kr. sidste år – en vækst på 17 pct.

”Robust præstation” fra koncern

På koncernniveau landede omsætningen på lige over 9,5 mia. norske kr. mod 9,3 mia. norske kr. i samme periode sidste år svarende til en fremgang på knap 3 pct. 2022 har til og med september genereret en omsætning på 27,8 mia. norske kr. mod 27,4 mia. norske kr. i de første tre kvartaler af 2021.

Bundlinjen i tredje kvartal lød på 545 mio. norske kr. mod 530 mio. norske kr. i tredje kvartal i 2021. Der er dog fortsat en del at indhente, eftersom resultatet før skat i årets første tre kvartaler er 845 mio. kr. – over 100 mio. norske kr. mindre end ved samme skæringspunkt i 2021.

”Veidekke opnåede igen stærke resultater i tredje kvartal. Selvom de herskende omstændigheder resulterede i varierende lønsomhed på projekterne, leverede koncernen som helhed en robust præstation,” lyder det fra adm. direktør Jimmy Bengtsson i rapporten.

I et interview med EjendomsWatch tidligere på året beskrev Hoffmanns adm. direktør, Torben Bjørk Hansen, markedet i de to forudgående kvartaler som ”hysterisk.”

”Det har været et marked, hvor man kunne bede om en stålpris om formiddagen, og om eftermiddagen holdt prisen ikke. Det er ikke sundt,” lød det fra den danske topchef, der ikke desto mindre var optimistisk på virksomhedens vegne.

Milliard-pipeline giver optimisme hos Hoffmann: ”Mange nye spændende kunder”

Ordreindgangen svigter hos Hoffmann

Sløv start på året for lønsomme Hoffmann: Top- og bundlinje falder med knap 30 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også