Regnvand fra Carlsberg Byen giver rene gader

Som en del af klimasikringen af København opsamler forsyningsselskabet Hofor regnvand fra tagene på nybyggeri. Vandet anvendes blandt andet i fejemaskiner, til afvaskning af graffiti og til vanding.
Foto: Hofor / PR
Foto: Hofor / PR

I et stort betonbassin under rosenhaven i Enghaveparken i København er der plads til 2000 kubikmeter regnvand.

Vandet bliver ledt ned i bassinet i et lukket rørsystem fra tage på nybyggeri i den nærliggende bydel Carlsberg Byen, hvoraf en del ligger noget højere end parken.

Det er Hovedstadsområdets Forsyningsselskab Hofor, der har etableret rørsystemet og bassinet.

I og med at regnvandet fra tagene ikke kan blive blandet med vejvand, er det så rent, at det ikke behøver yderligere behandling før brug, siger projektleder i Hofor Marlene Halkjer til CleantechWatch.

”Vi opsamler kun vand fra nybyggeri, og dermed får vi ingen problemer med afsmitning fra gamle tagrender af for eksempel zink,” siger hun.

Det opsamlede regnvand anvendes af Københavns Kommune. Blandt andet tankes der fra den tilknyttede pumpestation opsamlet regnvand i de fejemaskiner, som fejer og spuler kvarterets gader rene, og der anvendes også regnvand til at vaske graffiti væk med og til at vande kommunens mange træer og blomster.

”Det er godt, at vi ikke skal bruge det dyrebare drikkevand til det, og at regnvandet er så rent,” siger hun.

At regnvandet skal opsamles fra tagene i et lukket rørsystem, skyldes at regnvand fra vejene kan været forurenet.

”Man må ikke vande med vejvand, da det ikke er rent. For eksempel kan det være forurenet med olie fra en bil,” siger Marlene Halkjer.

Del af skybrudsplan

Omsamlingen af regnvand er en del af den store skybrudsplan for København og en del af den samlede plan for Enghaveparken, som trængte til et løft, samtidig med at man var i gang med en byfornyelse på Carlsbergs tidligere område.

”Så man har tænkt tingene sammen på den måde, at man også har overvejet sin bygningskonstruktion for eksempel, og der er ikke koblet andre ledninger på den hovedledning, som kommer oppe fra Carlsberg Byen,” siger Marlene Halkjer.

Hun har været med fra første spadestik, da Enghaveparken skulle omlægges til en moderne klimapark, og understreger at Hofors regnvandsbassin kun tager imod afledt regnvand fra de tilknyttede tage.

De øvrige fire anlagte bassiner i Enghaveparken tager imod både regn- og vejvand, når der er voldsom regn over København.

Udviklingsselskabet Carlsberg Byen oplyser til CleantechWatch, at der bliver afledt regnvand fra alle nuværende bygninger – og også vil blive det fra kommende nybyggeri i bydelen.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie CleantechWatch.)

ATP Ejendomme køber op for milliardbeløb i Carlsberg Byen

Femdoblet bundlinje i Carlsberg Byen: Boligsalg er ”årets økonomiske højdepunkt”

Ny måde at håndtere affald på kan give 700 boligforeninger ekstra arealer

Heimstaden bygger trecifret antal boliger med klimatilpasset park i det vestjyske

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også