Nrep sætter omsætningsrekord og varsler yderligere investeringer

2021 blev et bemærkelsesværdigt år hos Nrep, hvis aktiver for længst har rundet 100 mia. kr. Massive investeringer i organisationen var med til at give et hak i bundlinjen, men er ifølge driftsdirektør ”en forudsætning for at sikre fremtidens vækst.” Trods økonomisk usikkerhed forventes et øget aktivitetsniveau i år.
Nrep er i løbet af i år nået op på 130 mia. kr. i aktiver under forvaltning. | Foto: PR / Nrep
Nrep er i løbet af i år nået op på 130 mia. kr. i aktiver under forvaltning. | Foto: PR / Nrep

En støt stigende omsætningskurve hos Nrep nåede i det forgangne år sit foreløbige højdepunkt, mens bundlinjen tog et gevaldigt dyk som følge af investeringer og ikke mindst voksende personaleomkostninger.

Det fremgår af en netop offentliggjort årsrapport fra den nordiske ejendomsinvestor og -udvikler.

Nreps omsætning blev i 2021 øget med 20 pct. og lød på over 630 mio. kr., mens resultatet før skat landede på små 53 mio. kr. mod knap 96 mio. kr. året forinden – dvs. næsten en halvering af bundlinjen svarende til 45 pct.

Ved årets udgang lød værdien af Nreps aktiver under administration på 104 mia. kr., hvilket var stort set dobbelt så meget som 12 måneder tidligere (53 mia. kr.).I løbet af de første fem måneder af indeværende år er værdien steget til 130 mia. kr.

Henrik Skak Bender, driftsdirektør hos Nrep, beskriver det forgangne år som ”begivenhedsrigt og meget tilfredsstillende.”

”Det gælder økonomisk, og i særdeleshed for den underliggende forretning. Nye kunderettede tilbud f.eks. studieboliger, kontor og friplejehjem er blevet godt modtaget, vi går ind i stadig større projekter, og vi har investeret massivt i organisationen for at kunne indfri ambitionerne for vækst og bæredygtighed,” siger Henrik Skak Bender i en pressemeddelelse.

Øger investeringer trods økonomisk usikkerhed

I løbet af 2021 voksede Nreps medarbejderstab fra 267 til 472 ansatte, og forventningerne går på, at det tal i indeværende år vokser til underkanten af 700.

”Det er en stor opgave at rekruttere og integrere nye medarbejdere, men det er en forudsætning for at sikre fremtidens vækst. Vi har stort fokus på at opbygge en organisation, som kan støtte vores investeringer på den lange bane. Samtidig har vi styrket medarbejder- og ledelsessiden, som er nødvendigt for at understøtte vores vækstambition om at ekspandere geografisk og ind i nye investeringsområder,” siger Henrik Skak Bender og tilføjer:

”Det er helt forventet, at bundlinjen vil halte lidt efter, mens vi investerer i at opbygge større aktivbaser, hvilket de udviklingsprojekter, vi allerede har planlagt og nu udvikler, vil bidrage kraftigt til.”

Fra Nrep-ledelsens side forventes det, at aktivitetsniveauet når nye højder i 2022.

”Ligesom mange andre ser vi en opbremsning i samfundsøkonomien, og det skaber et mere udfordrende investeringsklima – også på ejendomsområdet. Det kan blive nødvendigt med en tilpasningsperiode, måske bliver aftaler forsinket eller udskudt, men vi forventer stadig at øge investeringerne og med et langsigtet perspektiv på den enkelte investering kan der naturligvis også opstå nye muligheder,” slutter Henrik Skak Bender.

EjendomsWatch kunne for nylig fortælle, hvordan Nrep havde foretaget sit hidtil største frasalg, da man solgte 1220 boliger i København og Aarhus til Orange Capital Partners (OCP) for en pris omkring 5 mia. kr.

Nrep finder ny finansdirektør hos Nuveen

Nrep sætter flueben ved rekordstort frasalg: ”En blåstempling af vores strategi”

Administratorer har forskellig udlægning om pris i kæmpeaftale mellem Nrep og Newsec

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også