I øjeblikket er flere lejerorganisationer ude i medierne og fortælle om, hvor uretfærdige aftalte huslejereguleringer er for lejerne. Man taler om, at lejerne rammes ”dobbelt”. Men – hvad er fakta i den diskussion?

Hvorfor reguleres huslejen?

En aftale om at leje et hus eller en lejlighed er en længerevarende aftale, hvorfor det er helt normalt at aftale, at prisen (lejen) kan ændres i lejeforløbet. Indtil 2015 kunne udlejerne lovligt regulere den årlige leje med en såkaldt trappeleje. Det vil sige, at udlejeren skrev ind i lejekontrakten, at lejen hvert år (f.eks. til januar) stiger med f.eks. 100 kr. pr. måned (i alt 1200 kr. om året). Denne aftale var overskuelig for både lejer og udlejer. Lejeren kunne til enhver tid se, hvad huslejen ville være i år 20XX.

Udlejerens fordel var, at denne kunne budgettere med en fast udvikling i dennes huslejeindtægter – og samtidig tage højde for ”almindelige” stigninger ved indkøb af varer og tjenesteydelser. Altså – en aftale, som for begge parter var nem og overskuelig.

Inflationen i samfundet var i mange år op mod 2015 særdeles lav – hvilket fik lejerorganisationerne til at foreslå, at trappelejen skulle fjernes, og erstattes af en regulering efter udviklingen i nettoprisindekset. Dette forslag hoppede politikkerne på, og ved lov blev trappelejen forbudt pr. 1 juli 2015 og erstattet af nettoprisindekseringen.

Ingen eller lav inflation

I tiden fra 2015 og frem til nu, har inflationen været særdeles lav.

Fra 2015 til i dag er nettoprisindekset steget med knap 10 pct. – hvor en stor del af stigningen er sket i det seneste halve år. Vi har faktisk de sidste ca. syv år haft årlige stigninger på under én procent. Det har betydet, at udlejerne kun kunne regulere den årlige leje med ca. 1 pct. Nogle år væsentligt mindre. For at forstå ”udhulingen” af huslejen, skal man vide, at mange ydelser og materialepriser gennem årene er steget meget mere end den føromtalte 1 pct.

Således er timelønnen for håndværkere steget i perioden 2015 til i dag fra omkring 340 kr. til kr. 475, hvilket svarer til en stigning på 40 pct. Tilsvarende er materialepriserne steget kraftigt og fortsætter sikkert i fremtiden – langt mere end nettoprisindekset. Udlejerens administration er også steget – både lønmæssigt men også pga. øget kompleksitet i lejeloven. Endvidere kan nævnes stigninger i ejendomsskatten på 40 til 45 pct. – samt de stigende renteudgifter. Alle disse stigninger har ikke kunne kompenseres med en i flere år stigning på ca. 1 pct.

Lejerne har haft fordelen i ca. syv år

Udlejerne har altså i mindst syv år oplevet en udhuling af huslejen – og i samme periode har lejeren draget fordel af, at udlejeren ”kun” har kunnet hæve lejen med ca. 1 pct. – selvom serviceydelser, materialepriser og lønninger er steget mere end ca. 1 pct.

Efter flere år med corona og de deraf følgende enorme udgifter og pres på såvel virksomheder som det offentlige system, rammes alle lande af følgerne af krigen i Ukraine. Disse forhold påvirker såvel renterne som forbrugerpriserne. Vi kan håbe på, at krigen slutter hurtigt, og at coronaen ikke vender tilbage – og vi får ro på økonomien – så falder inflationen også.

Når man fra lejerorganisationerne og politisk side bestemte at udskifte den faste årlige regulering (trappelejen) med en variabel – styret af nettoprisindekset – så vil stigninger og fald i huslejen forekomme.

Klumme: Adgang til kommunal tvang over for private udlejere vil få ringe udbredelse

Klumme: Kamp mod parallelsamfund er samtidig en kamp mod de private udlejere