Forhindringer forude: Over halvdelen af landets bygherrer spår aflyste byggerier i år

Der er pessimisme at spore hos de danske bygherrer, viser ny undersøgelse foretaget af Bygherreforeningen. Prisstigninger angives som den primære årsag til, at 53 pct. af medlemmerne forventer at måtte aflyse byggeri i løbet af den resterende del af 2022.
Henrik L. Bang, direktør hos Bygherreforeningen. | Foto: PR / Bygherreforeningen
Henrik L. Bang, direktør hos Bygherreforeningen. | Foto: PR / Bygherreforeningen

Over halvdelen af bygherrerne i Danmark – 53 pct. – forventer, at perioden fra og med maj og året ud vil byde på aflyste byggeprojekter for deres vedkommende. 43 pct. har allerede måttet aflyse projekter i løbet af de første fire måneder i 2022.

Det skriver Bygherreforeningen i en pressemeddelelse med afsæt i en spørgeskemaundersøgelse, som interesseorganisationen har foretaget blandt sine 240 medlemsvirksomheder i sidste uge af april.

Dermed ligner billedet den almene boligsektor, hvor syv ud af ti planlagte byggerier ifølge en opgørelse i marts er udskudt eller droppet.

Prisstigninger angives som den altovervejende årsag til de mange skrinlagte projekter, hvoraf størstedelen falder inden for boligsegmentet. Knap ni ud af ti bygherrer fortæller, at stigende materiale- og energipriser er med til at få budgetterne til at skride og i sidste ende projekterne til at falde sammen.

”Usikkerheden om prisudviklingen koblet med forsyningsproblemer gør, at vores medlemmer får markant højere priser ind fra entreprenørerne, når de skal bygge. Særligt for mange af vores offentlige og almene medlemmer sprænger det budgetterne, og byggeprojekterne bliver derfor sat på pause eller helt aflyst”, siger Henrik L. Bang, direktør hos Bygherreforeningen, i meddelelsen.

”Meldingen lyder, at mange entreprenører er bekymrede for den risiko, som udviklingen i materialepriserne udgør. Netop den usikkerhedsfaktor driver priserne højere op. Bygherrerne og dermed kunderne i byggeriet kommer til at betale ekstra for den usikkerhed, som findes i markedet lige nu.”

Almene og kommunale bygherrer rammes hyppigere af aflyste byggerier end de øvrige grupper, viser undersøgelsen. De to kategorier udgør således hhv. 33 og 30 pct. af den samlede gruppe af bygherrer med aflyste projekter på cv’et.

Ifølge Henrik L. Bang arbejder netop denne type bygherrer ”inden for relativt låste budgetrammer, som er bevilget af deres politiske bagland.”

17 pct. af landets private bygherrer, der bl.a. tæller pensionsinvestorer og udviklere, forventer at måtte aflyse projekter i år, og her vurderes det højere renteniveau i samspil med prisstigninger og vanskeligheder ved at finde totalentreprenører også at spille ind.

Stigende materialepriser bremser stribevis af almene byggeprojekter

Bygherreforeningen: Skrinlagte kommunale projekter bliver flere og flere

Rekordår i sigte for udviklere – ”kamp om entreprenørerne” intensiveres

Bygherreforeningen tiltrækker flere private aktører og runder ”magisk grænse”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også