Ejendomschef: Den hybride arbejdsplads skaber kaos, og proptech er altafgørende

PROPTECH SYMPOSIUM: 16. maj samles ejendomsbranchens innovative kræfter til Proptech Symposium i København. Mød nogle af talerne allerede nu. I dag gælder det Mikkel Lyngbo Nielsen, ejendomschef for svenske Ericsson. Han pointerer vigtigheden af en helhedsorienteret digitaliseringsstrategi.
Mikkel Lyngbo Nielsen er en af oplægsholderne til Proptech Symposium 2022. | Foto: PR / Ericsson
Mikkel Lyngbo Nielsen er en af oplægsholderne til Proptech Symposium 2022. | Foto: PR / Ericsson
AF REDAKTIONEN

Hvad optager dig på proptech-scenen lige nu?

”Siden pandemien startede, har jeg været ansvarlig for Ericssons ”future of work”-program, som igennem intern forskning har kortlagt et behov for en markant anderledes måde at arbejde på for vores 100.000 medarbejdere. Blandt andet kommer den fremtidige arbejdsplads til at bestå af et økosystem af lokationer og digitale værktøjer, som skaber en fuldt integreret arbejdsplads uagtet, om du arbejder fra kontoret, hjemmet eller andre steder. Selvom vi er en ledende teknologivirksomhed, så har pandemien alligevel skabt en komplet ny måde at tænke ejendomme og digitalisering på, hvor netop integrationen mellem den fysiske og den digitale arbejdsplads smelter sammen.

Den hybride arbejdsplads betyder reelt set, at vi skaber en form for kaos, hvor medarbejderne har et større behov for planlægning og adgang til digitale værktøjer – og hvor virksomheden har et større behov for at forstå, hvordan vi udnytter vores ejendomme bedst muligt og samtidig skaber en unik oplevelse for vores brugere, som gør det attraktivt at arbejde fra kontoret. Proptech er altafgørende for, at vi lykkes med implementering af en hybrid arbejdsplads, så vi i stedet for kaos skaber et effektivt økosystem baseret på fantastiske brugeroplevelser, højere produktivitet, integration af teknologi og en bedre og mere bæredygtig udnyttelse af vores ejendomme.

Det, der i særdeleshed optager mig i øjeblikket, er, hvordan vi gennem automatisering og udnyttelse af AI er ved at udvikle en digital twin, som forvandler kaos og planlægning til prædiktive og værdiskabende indsigter, både for brugeren og for måden vi udnytter vores ejendomme på.”

Hvis du kigger på fremtidens ejendomsbranche – hvad holder dig vågen om natten?

”Hos Ericsson er vi jo typisk bruger af ejendommen, i de fleste tilfælde som lejer. Med implementering af den hybride arbejdsplads og et langt større behov for integration mellem ejendom og digitalisering medfølger nogle markant nye krav til de lejemål og ejendomme, som vi benytter – og dermed nogle helt andre krav til de udlejere, som vi samarbejder med.

På den korte bane kan jeg godt være nervøs for, om vi i branchen formår at rykke tættere sammen og indgå stærke partnerskaber, således at vi i fællesskab kan skabe de rigtige løsninger for for eksempel digitalisering og hybride arbejdspladser. På den længere bane, er jeg overbevist om, at de udlejere og lejere, som netop formår dette, kommer til at ændre branchen og opleve en markant værdiskabelse for deres respektive virksomheder.”

Hvad er dine konkrete råd til størstedelen af branchen, som ikke har en digitaliseringsstrategi lige nu? (60 pct. Ifølge Proptech Report 2021)

”En succesfuld digitaliseringsstrategi skal være holistisk og tænke på tværs af processer og afdelinger. Jeg har set mange tilfælde, hvor virksomheder forsøger at digitalisere enkeltstående områder uden at tænke holistisk eller på integrationen mellem de forskellige digitale værktøjer, samt den bagvedliggende data.

Da jeg startede hos Ericsson i 2020, nedlagde vi en række digitale løsninger, som hver især forsøgte at løse et enkeltstående problem uden dog at være integreret eller planlagt ud fra en klar strategi og vision. I praksis betød det, at selvom vi i høj grad anvendte digitale værktøjer, så var kun et fåtal reelt set værdiskabende, da der manglende en effektiv integration.

Vi startede derfor helt forfra, og kortlagde en komplet digitaliseringsstrategi, som går på tværs af virksomheden, afdelinger og med en klar integration mellem løsninger og back-end data, og hvor vi altid bestræber os på at tage udgangspunkt i digital first. Det var på mange måder frustrerende at starte forfra, men vi ville aldrig være, hvor vi er i dag, hvis ikke vi havde taget den beslutning.”

Hvilken effekt får den nye måde at tænke ejendom på for dig? (personligt eller for din virksomhed)

”Jeg er leder for mere end 3000 medarbejdere, som alle primært har en baggrund inden for ejendomsbranchen. Når ejendomme og digitalisering smelter sammen, stiller det nogle helt andre krav – både til mig selv som leder, men i særdeleshed til mine medarbejdere og den organisation, som vi bygger omkring ejendomme, innovation og digitalisering.

Når jeg i dag rekrutterer og overvejer, hvilke fremtidige kvalifikationer vi som ejendomsfunktion skal besidde, kigger jeg i lige så stor grad på talent fra helt andre brancher; alt fra software-kodere og dataanalytikere til psykologer og antropologer, som på forskellig vis kan frembringe en dybere forståelse af arbejdsmønstre og brugeradfærd, så vi kan fortsætte med at innovere, hvordan vores fysiske og digitale rammer kan skabe bedre brugeroplevelser til gavn for Ericsson som virksomhed.”

Hvad har overrasket dig mest på din proptech-rejse?

”Der er en enorm kompleksitet i ikke bare at integrere digitale løsninger, men at integrere digitale løsninger med fysiske aktiver som for eksempel ejendomme og den nødvendige infrastruktur, som det kræves. I sidste ende handler digitalisering om værdiskabelse, så vigtigheden i at kunne måle værdien af sin digitalisering er både komplekst, men samtidig også helt fundamental vigtig at kvantificere, så vi ikke ender med, at digitalisering bliver mere en afkrydsning af tjeklisten end en réel værdiskaber.”

EjendomsWatch er mediepartner for Proptech Symposium, der kan læses mere om via dette link.

”Er du ikke en fuldt digitaliseret virksomhed vil du ikke overleve”

Tunge navne gæster proptech-konference

Deas klar med løsning til at certificere bygningers digitale evner

Cobblestone-stifters selskab solgt til proptech-aktør med vokseværk

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også