Konkursramt hotel genopstår og "sikrer fremtiden for et stykke danmarkshistorie"

Efter konkurs i driftsselskabet bag det historiske Bandholm Hotel overtager holdingselskab alle aktiver. Dermed kan hotellet under det nye navn Bandholm Badehotel genåbne til maj, hvilket glæder direktør og investor.
Siden 1886 har den hvide palæbygning i Bandholm på det nordlige Lolland huset et hotel. Efter en konkurs kommer der igen lys i vinduerne. | Foto: PR
Siden 1886 har den hvide palæbygning i Bandholm på det nordlige Lolland huset et hotel. Efter en konkurs kommer der igen lys i vinduerne. | Foto: PR

To måneder efter, at den nye ejer af Bandholm Hotel på Lolland forudså en snarlig genåbning ovenpå en konkurs, sker det i praksis.

Til maj åbner således Bandholm Badehotel i de vante omgivelser i den hvide palæbygning, der har stået på stedet siden 1886, oplyser investor og direktør Allan L. Agerholm, som til daglig er bestyrelsesformand i Parken Sport og Entertainment.

”Vi er glade for, at vi nu har landet en aftale, som bedst muligt tilgodeser alle parter i boet, og som ikke mindst sikrer fremtiden for et lille stykke danmarkshistorie,” udtaler Allan L. Agerholm i en meddelelse.

Aftale med kurator

Tilbage i januar gik driftsselskabet bag hotellet konkurs, og det blev dengang udlagt sådan, at den nye investor ikke var lykkedes med sin plan. Nu er der dog nået enighed med kurator i konkursboet om at holdingselskabet overtager hotellets driftsmateriel, og nu genåbner hotellet under sit nye navn for spisende og overnattende gæster.

”Vi ligger lige ud til Smålandshavet, så det er fuldstændig oplagt at gøre det til et ægte, dansk badehotel. Oprindeligt var her i 1692 en kongeligt privilegeret kro, siden er det i 1886 blevet erstattet af den smukke, hvide palæbygning, der ligger her i dag. Nu skriver vi videre på historien ved at omdanne det til en firestjernet oplevelse med gastronomi af høj kvalitet, moderne spa og konferencefaciliteter på den danske sydhavskyst,” udtaler Allan L. Agerholm.

Erfarent team

Udover ham består holdet bag genåbningen af branchefolk, der blandt andet har været en del af relanceringerne af Marienlyst Strandhotel i Helsingør og Kokkedal Slot Copenhagen.

Planerne for Bandholm Badehotel er bl.a. at ændre menuen til gastronomi af høj kvalitet med lokalt fokus samt en lettere istandsættelse af badehotellet. Herefter vil et par større projekter blive iværksat.

Ifølge Allan L. Agerholm sker den lette renovering af badehotellet, ”inden vi slår armene helt ud og udvider med en moderne spa, flere værelser og udvidede konferencefaciliteter,” der desuden spås at blive understøttet af øget turisme de kommende år, ikke mindst efter åbningen af tunnelen til Femern i 2029.

Trods konkurs venter ny ejer af badehotel snarlig genåbning

Driftsselskab bag badehotel taget under konkurs – ejendomsselskaber kører videre

Parken-formand køber sig ind i konkurstruet hotel: ”Vi skal have ryddet op”

Personalet har ikke fået løn: Bandholm Hotel tæt på konkurs

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også