Opkøbsivrige amerikanere overtager boliger på københavnsk vestegn fra udviklerduo

Med endnu en dansk ejendomsinvestering øger amerikanske Invesco sin tilstedeværelse vest for København. Sælgerne af de mere end halvt hundrede nyligt opførte boliger er et par gamle kendinge i form af Torben Røsler og Frank Mortensen.
De nyopførte boliger, der nu kommer på amerikanske hænder, ligger i Glostrup med omkringliggende Vestskoven og Vestvolden. | Foto: PR
De nyopførte boliger, der nu kommer på amerikanske hænder, ligger i Glostrup med omkringliggende Vestskoven og Vestvolden. | Foto: PR

Med sin syvende københavnske ejendomsinvestering overtager Invesco 56 lejeboliger i Glostrup. Det skriver den amerikanske kapitalforvalter, der køber op på vegne af sine institutionelle investorer gennem den nyetablerede European Living Fund, i en pressemeddelelse.

Sælger er Ejendomsselskabet Casa Nord og udvikleren CECN. Førstnævnte er fuldt ejet af Torben Røsler, tidligere bestyrelsesformand for fodboldklubberne Brøndby IF og Lyngby Boldklub, mens sidstnævnte også er delvist ejet af den tidligere Atea-direktør Frank Mortensen.

De 56 fuldt udlejede boliger i to etager på den københavnske vestegn blev opført i 2019, er i gennemsnit 130 kvm og udgør tilsammen kvarteret Lammekær. Tidligere i år har amerikanerne også investeret i Vallensbæk, Ishøj og Skovlunde.

Ifølge John German, chef for boliginvesteringer hos Invesco, kan Lammekær-boligerne tilbyde familier "prisvenlige boliger af høj kvalitet," mens William Ertz, der har titel af senior director, i meddelelsen fokuserer på, at boligerne "genererer indtægter fra day one."

Handlen har Invesco gennemført sammen med sin faste samarbejdspartner på dansk jord, Rubik Properties, hvis stifter og adm. direktør, Jacob Smergel-Krog, kalder transaktionen for "et stærkt match."

Accura, EY, Niras og Trefa har rådgivet Invesco i forbindelse med handlen, hvis økonomiske omfang ikke afsløres, mens sælgers rådgivere er Cushman & Wakefield Red og Legalink Danmark.

Invesco, der ved udgangen af juni havde aktiver under forvaltning for 1520 mia. dollar svarende til omkring 9750 mia. kr., har hjemsted i Atlanta og kontorer i 20 lande, er børsnoteret i New York og blev grundlagt i 1935.

European Living Fund-porteføljen tæller boliginvesteringer i fem europæiske lande og er etableret af Invesco Real Estate, der samlet set forvalter ejendomsaktiver for 85,8 mia. dollar.

Ny amerikansk investor i Danmark retter kikkerten mod Aarhus

Amerikansk kapitalforvalter i nyt opkøb i Storkøbenhavn

Amerikanere opruster i Storkøbenhavn – køber trecifret antal projektlejligheder 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også