Newsec opjusterer investeringsprognose med milliarder – behov for logistik vokser

En øget aktivitet inden for logistiksegmentet er med til at løfte de generelle forventninger til investeringsåret 2021, der kommer til at slå nye rekorder. Rapport fra Newsec Advisory beskriver logistik som en aktivklasse, hvor udbuddet ikke kan følge med efterspørgslen.
Morten Jensen, adm. direktør hos erhvervsmægleren Newsec Advisor. | Foto: PR / Newsec
Morten Jensen, adm. direktør hos erhvervsmægleren Newsec Advisor. | Foto: PR / Newsec

Newsec Advisory opjusterer sine forventninger til den samlede transaktionsvolumen for 2021 fra 75 til 80 mia. kr. Sidste år lå tallet på 72 mia. kr.

Det fortæller erhvervsmægleren i rapporten Newsec Property Outlook, der de seneste 20 år er udkommet to gange årligt, og som dette efterår tegner et positivt billede af udviklingen på det danske ejendomsmarked og i den danske økonomi generelt.

Ifølge Newsec Advisory ramte transaktionsvolumen på det danske ejendomsmarked i første halvår 40 mia. kr., hvilket repræsenterede en stigning på 54 pct. sammenlignet med samme periode i 2020. Foreløbig står udenlandske investorer for 55 pct. af markedet samlet set.

Max Barcley, nordisk chef hos Newsec Advisory, fortæller, at ikke mindst øgede investeringer i logistiksegmentet er med til at gøre 2021 til "det stærkeste år for transaktionsmarkedet i Norden nogensinde."

"Newsecs data viser, at industriejendomme er det mest populære ejendomssegment blandt udenlandske investorer i Norden. Internationale investorer tegner sig for 61 pct. af transaktionsværdien i dette segment," siger Max Barcley i en pressemeddelelse.

Lavt logistikudbud

Udbuddet af moderne logistikejendomme er ifølge rapporten lavt i Danmark og de øvrige nordiske lande sammenlignet med resten af Europa. Samtidig stiger efterspørgslen fra investorer inden for netop dette segment.

Årsagerne til det relativt lave udbud af de ellers attraktive logistikejendomme skal ifølge erhvervsmægleren findes i strenge planbestemmelser og begrænset spekulativt byggeri samt et udbredt investorkrav om forhåndsudlejning af projekterne.

Rapporten beskriver "et enormt potentiale og interesse i segmentet," der de seneste år har udviklet sig til at være den tredjestørste aktivklasse på ejendomsmarkederne i Norden og de baltiske lande.

"Forskellen i afkastet på kontor og logistik er indsnævret mærkbart i de seneste år. I løbet af de seneste tre år er gabet mere end halveret fra 325 basispunkter til 150," lyder det fra Morten Jensen, adm. direktør hos Newsec Advisory.

Industri- og logistikejendomme udgør i indeværende år 12 pct. af den samlede transaktionsvolumen. I 2020 lå andelen på 9 pct.

Ny analyse: Investeringer i boligejendomme boomer

Erhvervsmægler: 2017-niveau bliver svært at nå trods transaktionsrekord i første halvår

Ny Newsec-analyse: Ejendomshandler nærmer sig rekordniveau i første halvår

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også