FB Gruppen ud af 2020 med pilen nedad – som planlagt

Omsætning og indtjening tager et dyk, men bruttoavancen er stigende og værdien af udviklerens pipeline løber op i 7 mia. kr.
"Når vi færdiggør og afleverer større ejendomme omkring årsskiftet, vil det give en unormal stor eller lille omsætning i et af de to regnskabsår," lyder det fra FB Gruppens adm. direktør og medejer Hans-Bo Hyldig. | Foto: PR/FB Gruppen
"Når vi færdiggør og afleverer større ejendomme omkring årsskiftet, vil det give en unormal stor eller lille omsætning i et af de to regnskabsår," lyder det fra FB Gruppens adm. direktør og medejer Hans-Bo Hyldig. | Foto: PR/FB Gruppen

Boligudvikleren FB Gruppen kommer ud af 2020 med et resultat før skat på 371 mio. kr. – et fald på godt 13 pct. fra året før – mens toplinjen dykker godt en fjerdedel til lige under 1,5 mia. kr., viser årsrapporten fredag.

Virksomheden, der har milliardprojekter under udførelse i bl.a. Valby, Høje Taastrup og Holbæk, havde på forhånd ventet, at 2020-regnskabet ville blive svagere end 2019.

"Vi arbejder fortrinsvis med meget store projekter, hvorfor der trods uændret aktivitet kan være ret store forskelle mellem årene blandt andet afhængigt af, om vi arbejder i egen eller fremmed regning," udtaler adm. direktør og medejer Hans-Bo Hyldig i en kommentar til årsregnskabet, hvor bruttoavancen er løftet til 26 pct. af omsætningen mod 21 pct. i 2019.

"Projekter i egen regning indtægtsføres ved aflevering. Aktiviteten i 2019 og 2020 er stort set identisk, men når vi færdiggør og afleverer større ejendomme omkring årsskiftet, vil det give en unormal stor eller lille omsætning i et af de to regnskabsår," fortsætter han.

"Afleveringerne af vores projekter er dog meget præcise, og ligeså vores forecast, hvorfor årets nøgletal er helt som planlagt," lyder det videre fra ham.

Beholder 30 pct. til egne bøger

FB Gruppens største projekt er det tidligere Grønttorv i Valby, der skal omdannes til 3000 boliger, mens andre 1800 vil skyde op i Nærheden i Høje Taastrup, hvor FB Gruppen har erhvervet 160.000 kvm byggeretter. Dertil kommer Holbæk, hvor foreløbig 37.000 kvm areal er erhvervet i kvarteret Holbæk Have.

I 2021 forventer FB Gruppen at aflevere i alt ca. 60.000 kvm, hvoraf ca. 70 pct. er solgt ved indgangen til 2021. De resterende ca. 30 pct. har koncernen besluttet selv at beholde som investeringsejendomme, fremgår det.

"Omsætnings- og resultatmæssigt vil forventningerne til 2021 afhænge af, om de kommende projekter opføres i egen eller fremmed regning. Vi har en bevidst strategi om overvejende at producere ejendomme udenfor de dyreste prissegmenter, hvorfor vi har en sædvanlig, men ikke en kritisk markedsrisiko i forhold til prisudviklingen på boligmarkedet," udtaler Hans-Bo Hyldig, der forventer et resultat i 2021 "på niveau med 2020."

Egenkapitalen inklusive minoritsejeres andel er opgjort til 882 mio. kr., hvilket på grund af udbetaling af udbytte er omtrent uændret fra året før. Soliditeten lyder det på hele 63 pct.

FB Gruppen indgår aftale om 160.000 kvm boliger i Storkøbenhavn 

FB Gruppen henter ny projektdirektør i Deas

PKA investerer en halv milliard i udviklingsprojekt i Holbæk

Arkitema skal tegne masterplanen for FB Gruppens milliardprojekt i Hedehusene

FB Gruppen går til milliardinvestering i Hedehusene med inspiration fra Valby 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også