Niam gør ledende partnerduo permanent i kølvandet på direktørfyring
![Foto: Colourbox](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article12567020.ece/ALTERNATES/schema-16_9/doc7d8ilnlszsg1bbw9c43n.jpg)
Svenske Niam, der i år har været en købelysten aktør på det danske marked, har gjort Jennifer Andersson og Rikard Henrikssons roller som ledende partnere i ejendomsinvesteringsselskabet permanente. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
Duoen, der har været aktiv i den nye rolle siden august, da Fredrik Jonsson blev fyret som adm. direktør, har været en del af Niam i hhv. 13 og 10 år som ledere af afdelingerne Investor Relations and Business Development samt Asset Management.
"Jennifer og Rikards solide erfaring fra branchen, dybtgående forståelse af virksomheden og organisationen såvel som deres respektive ledelsesstil er faktorer, der vil bidrage til vores fortsatte vækst og succes," siger Urban Edenström, grundlægger af Niam og adm. direktør i moderselskabet Stronghold Invest, der også ejer Newsec.
Ifølge bestyrelsesformand Johan Bergman skal Jennifer Andersson og Rikard Henriksson være med til at føre Niam "ind i den næste fase".
"Vores ambition er at være markedsledende fondsudbyder inden for vores branche, og vi har på det seneste forstærket vores hold gennem en række ansættelser og ser frem imod nye forretningsmuligheder og fortsat ekspansion."
Niam, der også ejer fynske HD Ejendomme, har det forgangne år bl.a. investeret i ejendomsprojekter og boliger i Horsens, Vejle, Farum og senest Hillerød.
Niam køber projekt med 70 rækkehuse i Hillerød
Niam køber 149 lejeboliger og parkeringskælder for knap 400 mio. kr.