Boligministers udspil til ny renoveringsparagraf møder kritik fra lejere

Lejernes Landsorganisation kalder boligminister Kaare Dybvad Beks udspil til en revideret boligreguleringslov for ligegyldig. Den berømte paragraf 5, stk. 2., skal helt væk, lyder det. Pensionsselskab kommer med sit eget forslag. (Opdateret)
Foto: Niels Christian Vilmann//
Foto: Niels Christian Vilmann//

Det møder ingen glæde hos Lejernes Landsorganisation, at boligminister Kaare Dybvad Bek (S) lægger op til at bevare den omdiskuterede renoveringsparagraf 5 stk. 2 i boligreguleringsloven i forbindelse med de igangværende forhandlinger om lovens fremtid. Ministeren vil ifølge Berlingske i stedet lade energirenovering indgå som et krav, hvis en udlejer vil renovere et fraflyttet lejemål og efterfølgende sætte lejen op. Samtidig skal huslejenævnene styrkes og huslejen skal ikke kunne overstige det lejedes værdi.

Over for Berlingske kalder chefjurist Anders Svendsen ministerens udspil for ligegyldigt.

"Samlet set får lejerne ikke noget ud af det her. Hvis deres leje skal være lavere, skal man helt slette paragraf 5, stk. 2, eller også skal man se på andre løsninger, som holder huslejen på et lavere niveau," siger Anders Svendsen til avisen.

I forvejen har Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation vendt sig i mod indgrebet og kaldt det "uspiseligt", da det må forventes at sænke vurderingen af mange andelsboliger.

Pensionsselskab har eget forslag

Over for Politiken kommer pensionsselskabet P+, der er administrationsselskab for pensionskasserne Jøp og Dip, med sit eget forslag til en revideret boligreguleringslov.

Forslaget går blandt andet på, at det ikke fremover skal være muligt at benytte sig af paragraf 5, stk. 2, hvis ikke man kan garantere, at investeringen i boligen varer mindst syv år. Sælger man inden for syv år, skal man beskattes hårdt af gevinsten.

Desuden foreslår pensionskasserne, at investeringsbeløbet i en 5, stk. 2-forbedring hæves fra 250.000 kroner til 500.000 kroner.

"Der skal være skærpede krav til forbedringerne, så man ikke bare kan nøjes med at give boligen en gang hattelak," siger adm. direktør Søren Kolbye Sørensen til Politiken.

Boligminister Kaare Dybvad Bek kalder ifølge avisen forslaget for "et kvalificeret og supergodt indspark".

Regeringen forventer at kunne sende et lovforslag på området til afstemning til februar.

(Artikel opdateret kl. 10.10 med yderligere oplysninger.)

Medie: Boligminister vil nøjes med at ændre omstridt boligparagraf

Pensionskasser advarer mod at fjerne 5.2-paragraf: "Så må vi investere et andet sted" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også