Wework trækker officielt ansøgning om børsnotering tilbage

Kontorkoncernen har officielt trukket sin ansøgning om en børsnotering tilbage på grund af manglende interesse fra investorerne. "Vi kan kun gennemføre en IPO en gang, og vi ønsker at gøre det rigtigt," siger koncernens topchefer.
Foto: BRENDAN MCDERMID/REUTERS / X90143
Foto: BRENDAN MCDERMID/REUTERS / X90143
AF RITZAU FINANS

Kontorkoncernen Wework, der for to uger siden valgte at udskyde sin planlagte børsnotering på grund af manglende investorinteresse, har mandag trukket sin officielle ansøgning om en børsnotering tilbage, skriver Bloomberg News.

"Dette sætter officielt processen med at blive et offentligt handlet selskab på pause," udtaler Artie Minson og Sebastian Gunningham, som for tiden er agerende topchefer i koncernen, i en meddelelse.

"Vær sikker på, at Wework vil blive børsnoteret, men vi kan kun gennemføre en IPO en gang, og vi ønsker at gøre det rigtigt."

Artie Minson og Sebastian Gunningham blev i sidste uge udpeget som midlertidige direktører for Wework, som udbyder kontorfællesskaber rundt omkring i verden, da Adam Neumann, selskabets grundlægger, efter pres fra eksisterende investorer, herunder japanske Softbank, valgte at trække sig fra posten.

"Selv om dette måske føles som en skuffelse, har ledelsesholdet og bestyrelsen besluttet sig for at tage et skridt tilbage og vurdere, hvor vi er som selskab. De seneste måneder har ikke været lette, men vort hold er utroligt stærkt. Vi er nu fokuserede på at forbedre kerneforretningen – og balancere ekspansion med et fokus på indtjening."

Ifølge Bloomberg News vil børsnoteringen formentlig blive udskudt til næste år. Det ville have været den næststørste notering i USA i år – efter Ubers.

Wework sidder dog tilbage med en udfordring mere på grund af den kollapsede børsnotering, og det er planerne om en ny lånefinansiering på 6 mia. dollar, der dog var betinget af børsnoteringens gennemførelse. Efter sigende skal Wework dog være i dialog med Softbank om et lån på 3 mia. dollar.

Efter mandagens melding er kursen på Weworks erhvervsobligationer droppet med 2,5 pct. til kurs 85, et rekordlavt niveau, mens renten er steget til 11,3 pct., skriver Bloomberg News.

Medie: Softbank overvejer at øge investering i Wework til over 17 milliarder 

Wework-stifter træder tilbage som direktør 

Medie: Weworks største investor vil smide stifter ud af direktørstolen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også