Handlen med ejerlejligheder falder i første halvår

Lave renter holder liv i salget af ejerlejligheder, der dog falder i første halvdel af 2019. Enfamiliehusene går som varmt brød, viser tal fra Danmarks Statistik.
Antallet af handler med enfamiliehuse er stigende, mens antallet af handler med ejerlejligheder falder. | Foto: Jens Dresling/Politiken.
Antallet af handler med enfamiliehuse er stigende, mens antallet af handler med ejerlejligheder falder. | Foto: Jens Dresling/Politiken.
AF RITZAU

Det er ejendomsmæglerne uden for de store byer, der har fået mere og mere at lave indtil videre i 2019.

Det viser tal fra Danmarks Statistik, der undersøger antal handler og priser på boligmarkedet.

Tallene viser en klar tendens for den første halvdel af 2019. Antallet af handler med enfamiliehuse er stigende, mens antallet af handler med ejerlejligheder falder.

"Det tyder på, at ejendomshandlerne i 2019 foreløbigt er rykket væk fra de store byer og ud til de mindre, idet de fleste ejerlejligheder findes i de store byer," skriver Danmarks Statistik.

Samtidig med, at antallet af handler vokser mest ude af byen, er priserne tilsyneladende fulgt med efterspørgslen. Priserne på enfamiliehuse er ifølge Danmarks Statistik steget med mere end priserne på ejerlejligheder.

"Det er syvende måned i træk, at priserne på enfamiliehuse er steget mere end på ejerlejligheder, når man måler prisudviklingen i forhold til samme måned året før år," skriver Danmarks Statistik.

Chefanalytiker hos Sydbank Søren V. Kristensen skriver i en analyse, at flere ting holder priser og antallet af handler med ejerlejligheder nede.

I en analyse af de seneste tal peger han på, at antallet af ejerlejligheder i de største byer er vokset "markant" som følge af mange nybyggerier. Samtidig er antallet af mulige købere faldet.

Blandt andet fordi, at reglerne for at låne penge er blevet strammet.

At priserne på ejerlejligheder ikke direkte er faldet, tilskriver han den lave rente, der gør det billigt at låne penge til et boligkøb.

Erhvervsmediet Børsen har kigget på tal fra Boligsiden over boliger, der tages af markedet, fordi sælger ikke kan få den pris, som vedkommende ønsker for sin bolig.

Her kan man se en stigning i kommunerne København, Frederiksberg, Aarhus, Odense og Aalborg. I de tre førstnævnte er det tæt på hver fjerde sælger, der piller sin bolig af markedet igen uden et salg.

Projektudbydere sælger aarhusianske lejligheder flere år i forvejen

Erhvervsråd afviser snak om boligboble

CBRE efter etablering af ny afdeling: Boligejendomme dominerer fortsat

Lejlighedspriser står stille for første gang i syv år

Prisfald på ejerlejligheder i København har bidt sig fast 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også