Nykredit og krakket ejendomsinvestor i juridisk opgør

Michael Busch-Nielsen, som gik konkurs under finanskrisen, har politianmeldt Nykredit Bank for bedrageri, underslæb og mandatsvig i forbindelse med sit krak, skriver Børsen. Nykredit imødeser politianmeldelsen med absolut sindsro.
Michael Busch-Nielsen fotograferet i 2014. | Foto: David Leth Williams/Ritzau Scanpix
Michael Busch-Nielsen fotograferet i 2014. | Foto: David Leth Williams/Ritzau Scanpix

Den tidligere ejendomsinvestor Michael Busch-Nielsen har valgt at politianmelde Nykredit Bank for bedrageri, underslæb og mandatsvig i forbindelse med sin konkurs under finanskrisen. Det kan åbne for et erstatningskrav på over 207 mio. kr., skriver Børsen.

Egentlig er sagen civilretligt forældet, men strafferetligt forældes den først 31. august i år, mener Michael Busch-Nielsens advokater. For at få sagen taget op har ejendomsinvestoren fået udarbejdet et såkaldt juridisk responsum af advokat dr.jur. Sysette Vinding Kruse. I det konkluderer hun, at der i sagen kan være begået overstrædelser af straffeloven, og derfor endnu ikke er forældet, skriver Børsen.

Sagen begyndte tilbage i oktober 2008, hvor Michael Busch-Nielsens ejendomskoncern kom i problemer. Han lavede sammen med Forstædernes Bank, som Nykredit var ved at overtage, en aftale, som skulle sikre koncernen og hans personlige overlevelse i to år. Men 31. august 2009 opsagde banken engagementet med investoren og erklærede ham konkurs i foråret 2010. Herefter blev flere af de tilbageværende ejendomme i porteføljen frasolgt på tvangsauktion.

"Man ødelagde en mand og lod ham gå konkurs. Man misbrugte salgsfuldmagter og varetog sine egne interesser bl.a. ved at optage nye realkreditlån for 21 mio. kr. for alene at nedbringe sine egne udeståender med Michael Busch-Nielsen. I strid med aftalen fokuserede man kun på at nedbringe sine egne engagementer og solgte ud alt for billigt. Flere ejendomme blev, straks efter at banken havde overtaget dem på auktionerne, solgt videre til langt højere priser," siger advokat Michael Vesthardt, der sammen med advokat Karoly Németh repræsenterer Michael Busch-Nielsen, til avisen.

Politianmeldelsen blev indgivet mandag. Om der er belæg for, at der skal rejses en retssag og dermed et erstatningskrav, vides endnu ikke. Nykredits chef for eksterne relationer og samfundsansvar, Jens Theil, mener ikke, det vil blive tilfældet:

"Vi er bekendte med sagen, der går mere end ti år tilbage, og imødeser en evt. politianmeldelse med absolut sindsro. Derudover har vi ikke nogen kommentarer til den konkrete sag, da der er tale om et tidligere kundeforhold," udtaler han til Børsen.

Ejendomsmatador har vendt butikken: "Det har krævet blod, sved og tårer at komme tilbage"

Genrejst ejendomsmatador leverer millionoverskud og varsler frasalg

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også