PFA bygger seniorbofællesskab i Odense for 150 millioner

"Et decideret hul i markedet" får pensionsselskabet PFA til at købe en byggegrund i Gartnerbyen i Odense. Inden udgangen af 2020 skal der stå et seniorboligfællesskab klar med 86 lejligheder, der dermed bliver PFA's første.
Arkitema Architects' visualisering af PFA's kommende seniorboligfællesskab i Gartnerbyen i Odense. | Foto: PR/PFA
Arkitema Architects' visualisering af PFA's kommende seniorboligfællesskab i Gartnerbyen i Odense. | Foto: PR/PFA

Boliger til seniorer er det nye sort blandt de danske pensionsselskaber.

Både PKA, Pensiondanmark og AP Pension har kastet sig over byggeriet af seniorbofællesskaber, og nu melder PFA sig ind i kampen.

Pensionsselskabet har købt en byggegrund i det nye boligområde Gartnerbyen i Odense, hvor man vil inden udgangen af 2020 vil bygge et seniorbofællesskab med 86 boliger samt et fælleshus.

Projektsummen lyder på 150 mio. kr., skriver PFA i en pressemeddelelse.

"De kommende år kommer der væsentlig flere i seniorsegmentet, og selvom de for en stor dels vedkommende er friske og rørige, så ændrer behov og præferencer sig med alderen. Der kan f.eks. opstå et ønske om at bruge mindre tid på havearbejde eller vedligeholdelse af en stor bolig og et større behov for at prioritere interesser og fællesskaber. Derfor bygger vi seniorboligfællesskaber, der skal medvirke til at øge livskvaliteten for målgruppen," udtaler Michael Bruhn, som er PFA's ejendomsdirektør.

Gartnerbyen er det tidligere hovedsæde for gartnervirksomheden Gasa og er ved at blive lavet om til en ny bydel med 1300 boliger.

Et decideret hul i markedet

Michael Bruhn kalder det for en langsigtet og solid investering. Den vurdering bakker en undersøgelse fra 2017 lavet af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) op om.

Den viser, at over 80.000 danskere efterspørger en bolig i et seniorbofællesskab, og at tallet potentielt kan vokse til op mod 140.000 i 2040.

I dag er der 7000 boliger i nuværende seniorbofællesskaber, og der står ca. 8400 ældre på venteliste, fremgår det af rapporten.

"I dag er der et decideret hul i markedet i forhold til seniorboligfællesskaber og seniorvenligt byggeri, fordi efterspørgslen langt overstiger udbuddet. Nutidens og fremtidens seniorer er en del af det, vi kalder den nye tredje alder, hvor der faktisk er mange af de samme behov som i ungdommen. Det gælder fx at kunne bo centralt, være tæt på sit netværk og have mulighed for at dyrke interesser og søge hjælp og tryghed i fællesskaber, når man har lyst, men med basis i ens egen seniorvenlige bolig," lyder det fra direktør i PFA Senior Services Jesper Brask Fischer. 

I forvejen er PFA i gang med at opføre et seniorboligfællesskab i Horsens, som dog først forventes at stå færdigt i 2022.

Det kommende seniorboligfællesskab i Odense er målrettet seniorer fra 55 år og opefter, og lejlighederne bliver af varierende størrelse.

Det bliver den almene boligforening Odense Boligselskab, som skal varetage leje og driften af fælleshuset og gården. Herudover opfører Odense Boligselskab også et alment bofællesskab på 40 lejligheder i sammenhæng med PFA's seniorboligfælleskab.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også