EjendomsWatch

Bystyre spænder ben for PFA-opkøb i Berlin

Tyske borgere holder "Bye bye PFA party". Det sker efter, at politikerne i den tyske delstat og hovedstad har besluttet at forhindre det danske pensionsselskab i at overtage 265 boliger som led i sin hidtil største ejendomshandel. (Opdateret).

Foto: Lioba Keuck

(Artikel opdateret kl. 15.15 med kommentar fra PFA.)

Skiltet er malet i det danske flags farver. På det står der: "Pension For Amoralske".

Budskabet er ikke rettet mod den danske stat, men det danske pensionsselskab PFA – hvis logo bærer samme farver som nationalflaget.

Bag ordene står den berlinske borgergruppe Boe Thie, som er svært utilfreds med, at PFA har købt en række ejendomme i den tyske hovedstad.

De er beboere i lejlighederne og frygter, at pensionsselskabet vil skrue lejen gevaldigt op.

Den frygt er borgerne gået til politikerne i delstaten med i håb om, at de vil bruge den forkøbsret, som de ifølge tysk lov besidder. Den giver dem mulighed for at købe ejendommene tilbage til samme pris, PFA gav for dem.

Det har politikerne nu truffet beslutning om at gøre, skriver Boe Thies talskvinde, Elena Poeschl, i en mail til EjendomsWatch.

"Vi er glade for at kunne meddele, at byen har udnyttet sin forkøbsret til de 14 huse på Thiemannstraße 16-23 og Böhmische Straße 21 + 23. Byens egne to boligforeninger WBM Wohnungsbaugesellschaft Berlin-Mitte og Stadt und Land vil købe bygningerne i stedet for den danske pensionsfond PFA. Det er dog muligt for investoren at indgive en klage over afgørelsen inden for de næste fire uger," skriver Elena Poeschl.

PFA's pressechef, Kristian Lund Pedersen, skriver i en mail, at pensionsselskabet ikke ønsker at appellere afgørelsen. Dermed lader PFA altså bystyret overtage i hvert fald de ejendomme, som styret har brugt sin forkøbsret på.

EJW_Boethie.JPG
Facebook-invitation fra borgergruppen Boe Thie, som vil fejre, at det danske pensionsselskab PFA måske ikke får lov at købe en række ejendomme i Berlin i Tyskland.
Det tyske dagblad Berliner Morgenpost skriver, at byen har besluttet at tilbagekøbe op mod 265 lejligheder. Ifølge mediet vil WBM Wohnungsbaugesellschaft Berlin-Mitte købe en boligblok med 125 lejligheder i for 19 mio. euro (142 mio. kr.), mens Stadt und Land vil købe 140 lejligheder til en ukendt pris.

"Selvfølgelig er vi, indbyggerne på Böhmischen Str. / Thiemannstr, glade for denne vigtige scenesejr og håber, at det ikke kommer til en retssag," skriver Elena Poeschl videre.

Selvom kampen på ingen måde endnu er slut, så inviterer gruppen beboerne i ejendommene til fest.

Facebook-invitationen bærer titlen "Bye bye PFA party" og vil blive afholdt 12. januar, altså et godt stykke tid inden, at PFA's tidsfrist udløber.

Ejendommene i Berlin er kun en lille del af en stor tysk ejendomshandel med 3700 boliger og til en pris af 6,6 mia. kr., som PFA købte i sommer.

Ifølge Boe Thie har PFA sammenlagt købt omkring 400 boliger i Berlin.

PFA's rekordopkøb i Tyskland svinder ind

Lejere raser mod PFA: I er en trussel mod tyske pensionister

Tyske lejere frygter PFA som ny ejer af deres ejendomme

PFA's udlandsambitioner eksploderer: Vil gå fra 17 til 30 mia. kr. i ejendomme

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier