Ejendomsinvestor kæmper for at skaffe lejere til nyt outlet-center til 900 mio. kr.

Ejeren af det planlagte Billund Designer Outlet forventede i april, at 50 pct. af arealet skulle være udlejet inden nytår. I dag lyder det fra Resolution Property, at målet først nås i 2019, og at det i øvrigt altid har været sådan. Perioden med stilstand fra 2014 til 2017 har besværliggjort udlejningen, siger kvinden i spidsen til EjendomsWatch.
Resolution Property, der står bag Billund Designer Outlet, forventer, at 50 pct. af arealet er udlejet i slutningen af 2019. Tidligere hed forventningen 2018. | Foto: PR.
Resolution Property, der står bag Billund Designer Outlet, forventer, at 50 pct. af arealet er udlejet i slutningen af 2019. Tidligere hed forventningen 2018. | Foto: PR.

Britiske Resolution Property kunne i april måned melde ud, at 10 pct. af arealet i det kommende Billund Designer Outlet var udlejet, og at investoren regnede med at have udlejet halvdelen inden udgangen af året.

I november kunne EjendomsWatch fortælle, at udlejningsprocenten ikke har ændret sig, og nu er forventningen halveret til, at mellem 20 og 25 pct. af centret skal være udlejet, før året er omme.

Det siger Mayte Legeay, senior asset manager for Resolution Property i Europa, i et interview med EjendomsWatch.

Hun anerkender dog ikke, at det tidligere har været planen at udleje halvdelen af centret i slutningen af 2018, men siger til EjendomsWatch, at målet hele tiden har været sat for 2019:

"Det har altid været sådan, fordi vi startede i begyndelsen af 2018 og normalt tager det to år at få udlejet 50 pct. i et projekt som dette. Det har været sådan, siden vi købte det."

I sendte en pressemeddelelse ud i april, hvor der stod, at I forventede at have udlejet 50 pct. i slutningen af dette år. Er det blevet udsat?

"Nej, nej. Det har altid været sådan."

I en pressemeddelelse fra 11. april 2018 skrev Resolution Property ellers således:

"Diskussioner med brands forud for den officielle relancering har allerede resulteret i, at Resolution Property har udlejet 10 pct. af shoppingcentret til et fremragende mix af premium internationale og skandinaviske brands. Investoren har yderligere 20 pct. af arealet under fremskredne forhandlinger. Resolution Property forventer at sikre en udlejning af 50 pct. af arealet inden udgangen af 2018."

Adspurgt om, hvordan de to udsagn hænger sammen medgiver Mayte Legeay på mail, at der kan have været et ønske om at nå 50 pct. inden slutningen af 2018.

"Der har muligvis været en forhåbning om at nå 50 pct. i slutningen af 2018 tidligere i år, men det er rimelig normalt at bruge to år på at udleje et projekt, og vi er tilfredse med de fremskridt, vi ser," skriver hun.

Brands skal overbevises om potentialet

Resolution Property købte Billund Designer Outlet i 2017 af Lalandia, der i dag er medejer. Resolution Property er godt på vej til at have underskrevet lejeaftaler for 25 pct. af centrets ledige arealer og er tæt på at lukke flere aftaler, oplyste selskabet til EjendomsWatch 12. november.

Men det har været svært for selskabet at bryde igennem til flere af de mærker, det gerne vil have som lejere, siger Mayte Legeay til EjendomsWatch.

Det skyldes, at Lalandia, der er medejer af Billund Designer Outlet, måtte lede i knap fire år efter offentliggørelsen af planerne i 2014, inden Resolution Property kom med ombord.

"Da vi ankom i 2017, var det en slags ingenmandsland, og nu, når jeg snakker med brands, siger de 'nå, vi troede ikke, det blev til noget'. Så vi bliver nødt til at overbevise dem om, at vi helt bestemt mener, at projektet har potentiale," siger hun.

Lalandia havde haft byggetilladelsen liggende klar siden sommeren 2014 og meddelte flere gange, at man var tæt på at kunne stikke spaden i jorden, hvorefter der ikke skete noget.

"Det var udlejet for flere år siden," siger Mayte Legeay om centret og fortsætter: "Så vi blev nødt til at genstarte arbejdet, og jeg må sige, at det går fremad. Siden begyndelsen har vi været på linje med vores mål."

Billund Designer Outlet

Billund Designer Outlet får placering tæt på ferieområdet Lalandia og forlystelsesparken Legoland i Billund. Planen er, at centret skal indeholde butikker fra skandinaviske såvel som internationale brands af "premium"-kvalitet, oplyser Mayte Legeay.

I slutningen af 2017 blev der nedsat et nyt internationalt team, som skulle stå for at få gang i salget af lejekontrakterne. En række specialister inden for outletområdet og branding blev hyret ind, herunder kommunikations- og brandingselskabet BWP Group samt leasingagent Scala Build og Advantail Outlet Management.

Billund Designer Outlet skal være 20.400 kvm og forventes at åbne i 2021, oplyser Resolution Property, der vil komme til at eje 90 pct. af outlettet, mens børsnoterede Parken, der har Lalandia, skal eje 10 pct. Projektet forventes at løbe op i 120 mio. euro (knap 900 mio. kr.).

Resolution Property ejer flere outlet-centre i blandt andet Frankrig og Tyskland.

Ifølge Mayte Legeay har Resolution Property ingen konkrete planer om flere outlets i Danmark, men hun vil ikke afvise, at det med den rette mulighed kunne være interessant.

Udlejningen står stille i nyt Billund-outlet

Nyt Billund-outlet klar med mål: Halvdelen skal være udlejet i år

Ny kvinde i spidsen for storstilet outlet-projekt i Billund

Nyt outlet-center i Billund nærmer sig et projekt i milliardklassen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også