Salamandere forsinker byggeprojekt ved storcenter

Plantorama, der er en kæde af havecentre, er stødt på usædvanlige udfordringer i forbindelse med planerne om at bygge et havecenter på ca. 11.000 kvm klos op ad Kolding Storcenter. Udfordringen med at flytte en sø på grunden, der er erhvervet i en betinget købsaftale, og samtidig tage hånd om søens beboere i form af vandsalamandere betyder, at opførelsen er forsinket.
Det skriver Jydskevestkysten.
Da Plantorama gik ind i projektet for to år siden, vidste man godt, at grunden var sumpet. Omfanget af udfordringerne ved at flytte søen er dog kommet bag på Peter Vang Christensen, adm. direktør og ejer af Plantorama. Det skyldes ikke mindst forekomsten af paddearten stor vandsalamander.
"Der skal opsamles mindst 500 æg og udsættes mindst 900 forvandlede unger, og det skal ske med bistand fra paddeeksperter. Så jeg er nødt til at tænke mig godt om, inden vi går videre," siger Peter Vang Christensen til Jydskevestkysten.
Ambitionen er fortsat at bygge et havecenter ved Kolding Storcenter, men det er uvist, hvornår døren går op, fortæller han. Samtidig erklærer han Plantorama "meget dyrevenlige", så han vil være sikker på, at opgaven bliver grebet korrekt an.
Plantorama har i dag 11 havecentre og håber over de kommende år at runde 25. Virksomheden løftede i 2017 omsætningen 18 pct. fra året før til 425 mio. kr., mens resultatet voksede med 75 pct. til 24,2 mio. kr.
Familieejet kæde af havecentre vil gro i mange flere danske byer