Investorer vil opføre tårne i Aalborg til en kvart milliard

Seks nye tårne skal opføres i den aalborgensiske bydel Aalborg Øst, og det er lokale investorer, der har skudt 250 mio. kr. i projektet, oplyser udvikler på projektet Vendia Ejendomme i en pressemeddelese.
Tårnene vil tilsammen rumme 12.500 kvm bolig, fordelt over otte etager.
Projektet er udviklet i et samarbejde mellem Vendia Ejendomme og Jacob og Anders Christensen, som har stiftet og fortsat driver CEGO, der står bag hjemmesiden spilnu.dk.
"Normalt, når du handler ejendomme i det her omfang, afsøger du markedet blandt de store, kendte investorer og pensionsselskaber. Derfor er det på alle måder utrolig glædeligt, at vi i samarbejde med Nybolig Erhverv Aalborg har kunnet afhænde fire af de seks boligtårne til lokale investorer. Det vidner om en meget stor tro på Aalborg Østs fremtid og udgør på mange måder en validering af det enorme arbejde, som Himmerland Boligforening og Aalborg Kommune har gennemført," siger Rasmus Haugaard, direktør i Vendia Ejendomme, i meddelelsen.
De lokale selskaber Carsoe og Nettic har købt fire tårne, mens de resterende to tårne ikke skal sælges. De fire boligtårne indeholder boliger i størrelsen 64-83 kvm, opdelt i to- og treværelses lejligheder. Projektet vil indeholde en blanding af private- og almene udlejningsejendomme.
En bydel i udvikling
Aalborg Øst, der med sine 50.000 indbyggere er på størrelse med Roskilde, har gennem to år været igennem omfattende renovationer og byfornyelse, fremgår det. Dertil har den filantropiske forening Realdania støttet opførelsen af nye omgivelser i bydelen, som erstatning for tunnelstier i området.
Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S), er tilfreds med den nye udvikling i bydelen i Aalborg, og han anser den som en nødvendighed for byen grundet et stigende indbyggertal:
"Indbyggertallet i Aalborg forventes at stige med 9,7 pct. til godt 232.000 frem mod 2029, og det skal ses i sammenhæng med en stigning på blot 5,8 pct. på landsplan. Der er derfor hårdt brug for den her investeringsvilje og tro på byen, som projektet i Aalborg Øst er et udtryk for. Det løfter området endnu en tand og er med til at skabe et blandet kvarter, hvilket er helt afgørende i fremtiden", lyder det fra Thomas Kastrup-Larsen i pressemeddelelsen, hvor han tilføjer:
"Som borgmester varmer det om hjertet, at en så unik blanding af private og almennyttige boliger kombineres, endda med lokale investorer som omdrejningspunkt. Det er første gang, det er lykkedes herhjemme."
Ejendommene er tegnet af arkitekt Jan Krogh og opføres i totalentreprise med MT Højgaard.
PFA og A. Enggaard skyder millionbeløb i ny bydel i Aalborg
PKA og Enggaard bygger for 400 mio. kr. i Aalborg
Storstilet byudviklingsprojekt i Aalborg har fundet sin vinder