Heimstaden køber for yderligere 340 mio. kr. i Valby

Det svenske ejendomsselskab køber igen op i København. Denne gang er der tale om en boligejendom med 105 boliger på 9500 kvm. London-investor sælger ud. (Opdateret.)
Foto: Google
Foto: Google

(Artikel opdateret 18. februar med yderligere oplysninger.)

Kapitalforvalteren Keystone Investment Management sælger på vegne af London-investoren Europa Capital boligejendommen Valsehuset i Valby i København til svenske Heimstaden for en pris, som ifølge Heimstaden udgør 340 mio. kr.

Valsehuset ligger i Valby Maskinfabrik-området og rummer 105 lejligheder og er på ca. 9500 kvm. Handlen blev gennemført og afsluttet i slutningen af 2017, fremgår det.

"Valby er et af Københavns mest voksende områder. I de senere år har vi formået at købe mange ejendomme i området, hvilket giver os administrative fordele. Ejendommen er bygget i høj kvalitet tæt på transport, skoler, indkøbsmuligheder og caféer og passer godt ind i vores portefølje," udtaler Magnus Nordholm, viceadm. direktør i Heimstaden, i en meddelelse.

Offentliggørelsen af købet sker syv dage efter, at Heimstaden meddelte, at man havde opkøbt ejendomsprojekter i både Valby og på Teglholmen i København.

I Valby købte svenskerne to ejendomsprojekter med henholdsvis 189 studieboliger og 195 ejerlejligheder i den nye bydel Grønttorvet. På Teglholmen i København SV var der tale om en projektejendom med 105 lejligheder.

Den samlede købssum for de i alt 34.000 kvm og 489 lejligheder lød på til knap 1,2 mia. kr.

Dengang var det projektudvikleren FB Gruppen som stod bag salget.

Heimstaden var i 2017 den største udenlandske investor på det danske ejendomsmarked med opkøb for i omegnen af 10 mia. kr.

Gorrissen Federspiel har været Heimstadens rådgiver på begge handler.

Keystone Investment Management oplyser at have 440 mio. euro (godt 3,2 mia. kr.) under forvaltning og er ejet af erhvervsmægleren Sadolin & Albæk samt af partnerne Morten Schultz og Mette Eriksen.

Boligejendomme i København solgt for 1,2 mia. kr. til Heimstaden

Heimstaden fortsætter opkøbstogt med 27.000 kvm boliger

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også