Vagthund vil øge den finansielle polstring af banker og realkredit med 7 mia. kr.

Det Systemiske Risikoråd anbefaler regeringen at igangsætte en øget kapitalbuffer hos pengeinstitutterne. Hvis anbefalingen følges, vil det øge bankernes og realkredittens kapitalkrav med ca. 7 mia. kr. Minister afventer. (Opdateret.)
Foto: Danmarks Nationalbank
Foto: Danmarks Nationalbank
AF DAVID BENTOW, FINANSWATCH, OG JØRGEN BENDSEN

(Artikel opdateret kl. 15.40 med kommentar fra erhvervsministeren.)

Det Systemiske Risikoråd, der har nationalbankdirektør Lars Rohde som formand, ser, at der er risici under opbygning i det finansielle system og henstiller derfor til erhvervsministeren, at den såkaldte kontracykliske buffer aktiveres.

I første omgang foreslås den til 0,5 pct. gældende fra marts 2019 - mod nul i øjeblikket. Men hvis risikoopbygningen fortsætter, venter rådet at henstille til en forøgelse på 0,5 procentpoint.

Risikorådet oplyser, at en kontracyklisk buffer på 0,5 pct. øger bankernes og realkredittens samlede kapitalkrav med 7 mia. kr.

Ud af 30 europæiske lande er den kontracykliske buffer aktiveret i fem, nemlig Sverige, Norge, Tjekkiet, Slovakiet og Storbritannien.

"Rådet er parat til at henstille om at reducere buffersatsen med øjeblikkelig virkning, hvis der opstår betydeligt stress i det finansielle system. Hvis stresset udgør en risiko for en hård opstramning af kreditgivningen til husholdninger og virksomheder, kan frigivelse af bufferen bidrage til at begrænse de negative effekter på realøkonomien," fremhæver Det Systemiske Risikoråd i en pressemeddelelse.

Det er op til erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), om regeringen vil følge risikorådets anbefaling. Såfremt han vælger ikke at gøre det, skal han forklare hvorfor.

Grunden til, at forhøjelsen først er gældende fra marts 2019, er, at der mindst skal være en indfasningsperiode på 12 måneder.

Hos finanssektorens talerør, Finans Danmark, opfordrer man til at se det ønskede indgreb i sammenhæng med andre former for skærpet regulering:

"Vi forstår godt overvejelserne bag og vil gerne i dialog med regering og Folketing om en eventuel implementering af denne buffer på en forudsigelig måde, der afspejler de aktuelle forhold og initiativer, som er taget. Jeg tænker især på den beskedne udlånsvækst samt de stramninger, der er sat i værk, når det gælder boliglån. Dertil kommer generelt øgede kapitalkrav, der jo som bekendt også er på vej," siger Ulrik Nødgaard, adm. direktør i Finans Danmark, i en pressemeddelelse.

Fra erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), der i givet fald skal tage skridt til at indføre bufferen, hedder det:

"Regeringen vil i den kommende tid vurdere, om de økonomiske forhold er til stede for at aktivere bufferen, herunder i lyset af arbejdet med afviklingsplaner og de seneste kapitalkrav fra Basel-komitéen. Regeringen vil på den baggrund inden for tre måneder træffe beslutning om, hvorvidt bufferen skal aktiveres."

CBS-professor forudser nye polstringskrav fra risikoråd

Finansiel vagthund melder om et mere risikabelt finansielt system

Nationalbanken bekymret over stigende boligpriser

Finansiel vagthund opfordrer til indgreb på ejendomsmarkedet 

(Denne artikel er leveret af FinansWatch — et søstermedie til EjendomsWatch.)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også