Unge ledige renoverer eget kvarter

Fyns Almennyttige Boligselskab, FAB, har afsat 1,2 mia. kr. til at renovere over 1000 lejligheder i Korsløkkeparken frem til 2020. Det sker bl.a. ved at sende unge ledige fra kvarteret i aktivering i byggeprojektet. Det skriver Politiken.
"I begyndelsen var nogle firmaer lidt sky. De frygtede, at det kunne blive en klods om benet, at de skulle hjælpe de unge. Men det har kørt rigtig godt, og nu er der en efterspørgsel efter de unge," siger projektleder Jesper Kidholm Lund fra 5E Byg, som styrer byggeriet og hyrer håndværksmestre som underleverandører, til Politiken.
Fynsk byggefirma fortsætter vækst
De unge - primært fra Korsløkkeparken - får et grundforløb, som kan vare mellem 4 og 13 uger. Siden ideen blev introduceret i 2014, har omkring 50 unge mellem 18 og 30 år afsluttet grundforløbet. Heraf har 40 pct. fået et job med løntilskud, et ordinært arbejde eller er kommet i lære.
Organisationen Byg-til-Vækst er på initiativ af Dansk Byggeri Fyn og 3F Bygningsarbejderne Fyn stiftet af 10 fynske borgmestre og arbejder på, at fynske arbejdere får flest mulige arbejdspladser ud af byggeboomet i Odense, som forventes at føre til 38.000 midlertidige job i bygge- og anlægsbranchen. Derfor skal byens omkring 5.600 ledige omskoles og uddannes til at arbejde på byggeprojekterne i stedet for, at en stor del af arbejdspladserne går til syd- og østeuropæiske arbejdere.