Regeringens stop for nedrivninger bringer alment boligselskab på randen af konkurs

Et møde i det lokale byråd reddede i sidste øjeblik boligselskab, der har 42 mio. kr. ude at svømme. Boligministeriets standsning af nedrivningsmodne, almene boliger, der muligvis skal bruges til indlogering af flygtninge, begynder at have konsekvenser.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Flere lokale boligselskaber oplever problemer med at få Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets godkendelse til at nedrive almene boliger. Det begynder at have konsekvenser. Nedrivningsstoppet for almene boliger har ført til, at boligselskabet Bolig Korsør ikke kunne komme videre med sin helhedsplan og måtte sadle om i 11. time. Det skriver Boligen, Boligselskabernes Landsforenings månedsblad.

Helhedsplanen omhandlede en afdeling på Thiesens Alle, Elme Alle og Linde Alle i Korsør, hvor flere huse skulle rives ned eller bygges om. På grund af kontrakter med entreprenørfirmaet, der skulle stå for de opgaver, var man nødt til at gå i gang med helhedsplanen senest den 1. marts.

42 mio. kr. ude af svømme

Da det viste sig, at Bolig Korsør ikke kunne nå at få godkendelsen i tide, lavede man i samarbejde med Slagelse Kommune i stedet en alternativ plan, hvor den almene boligorganisation i stedet går i gang med byggeriet af de nye rækkehuse og andre opgaver, som kan klares uden tilladelsen til nedrivning. Den alternative plan blev godkendt i sidste øjeblik den 29. februar på et møde i Slagelse Byråd, og Bolig Korsør rykker dermed væk fra konkurstruslen.

"Vi har 42 mio. kr. ude at svømme, så det vil være rigtig mange penge, hvis vi mistede dem. Om vi så ville gå konkurs, ved jeg ikke. Men med denne her plan, skulle det ikke længere være aktuelt. Så går vi jo i gang med at bygge," siger Ebbe Jens Ahlgreen, formand i Bolig Korsør, til Boligen.

Kommune mangler svar

Ifølge udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) skyldes nedrivningsstoppet, at boligerne måske skal bruges til at huse flygtninge i fremtiden. Allerede i januar udtrykte borgmester i Slagelse Kommune Stén Knuth (V) i et brev bekymring over, at ministeriets stop for nedrivning af almene boliger, der potentielt kan bruges til at huse flygtninge, kunne føre til konkurs i BoligKorsør. Kommunen har endnu ikke fået svar på brevet, der blev sendt den 29. januar. Slagelse Kommune har ellers rykket for svar.

Flygtningestrøm bremser nedrivning af almene boliger

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også