Nordjyllands største boligforening når energimål otte år før tid

Hos Himmerland Boligforening er man nået i mål med ambitionen om at reducere varmeforbrug og el i bygningsmassen med 30 pct. inden 2030.
Ole Nielsen, direktør hos Himmerland Boligforening, ønsker at fortsætte ambitionerne om at reducere energiforbruget. | Foto: PR / Himmerland Boligforening
Ole Nielsen, direktør hos Himmerland Boligforening, ønsker at fortsætte ambitionerne om at reducere energiforbruget. | Foto: PR / Himmerland Boligforening

I 2016 vedtog Himmerland Boligforening en bæredygtighedspolitik. Her var en af målsætningerne at reducere varmeforbrug og bygningsrelateret el i bygningsmassen med 30 pct. frem mod 2030. Dette er nu lykkedes – otte år før tid.

Det skriver boligforeningen i en pressemeddelelse.

Ole Nielsen, der er direktør hos Himmerland Boligforening, glæder sig over, at energibesparelserne er realiseret allerede nu.

”Gennem renovering, energioptimering, målrettet fokus i drift og ændring i beboeradfærd er vi allerede kommet længere, end vi turde håbe på”, udtaler han.

Selvom der undervejs var udsigt til, at 2030-målet ville blive nået med sikker afstand til deadline, var det ifølge direktøren uventet, at det skulle ske så tidligt.

”Som på så mange andre områder har krigen i Ukraine spillet ind, for de usikre tider har også hos vores beboere medført et forstærket fokus på ressourceforbrug og ændring af adfærd,” lyder det.

Da målet blev sat i 2016 var energiforbruget i afdelingerne under Himmerland Boligforening 127,5 kWh pr. kvm ifølge pressemeddelelsen. De seneste tal fra 2022 viser et forbrug på 86,7 kWh pr. kvm.

Oven i den større bevidsthed hos beboerne, som i sig selv har stor betydning, er der kommet to andre positive faktorer, pointerer Ole Nielsen.

”Den ene er et driftsmæssigt fokus på at lokalisere kilder til overforbrug, mens det andet er effekten af, at nyrenoverede afdelinger nu er taget i brug og dermed indgår i det samlede regnestykke,” lyder det.

Selvom Himmerland Boligforening har nået 2030-målet med hensyn til reduktion af energiforbruget, bliver der ikke bremset op. 

”I vores organisationsstrategi forpligter vi os til at give beboerne mere bæredygtighed for pengene. Det betyder i praksis blandt andet, at vi iværksætter nye initiativer, der reducerer vores aftryk på jorden,” udtaler Ole Nielsen.

Himmerland Boligforening administrerer flere end 7500 familieboliger, ungdomsboliger og seniorboliger med 12-15.000 beboere i og omkring Aalborg.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også