KAB skal være rådgiver for kommende boligorganisation på Christiania

Beboerne på Christiania ønskede i første omgang at en eksisterende almen boligorganisation oprettede en afdeling på den gamle militærbase, men Fonden Christiania og KAB har netop indgået en aftale.
Christiania indgik i 2022 en aftale med staten om at opføre 15.000 kvm almenboliger med plads til op mod 300 nye beboere. | Foto: Thomas Borberg
Christiania indgik i 2022 en aftale med staten om at opføre 15.000 kvm almenboliger med plads til op mod 300 nye beboere. | Foto: Thomas Borberg

Fonden Christiania og boligadministratoren KAB har formelt indgået en samarbejdsaftale om at etablere en ny boligorganisation, hvor KAB skal agere rådgiver. 

Det skriver boligadministratoren i en pressemeddelelse.

”Vi har haft en meget positiv dialog, og der er nogle tydelige fællestræk mellem Christiania og den almene verden, bl.a. fællesskab, demokrati og plads til forskellighed. Vi glæder os til at hjælpe med at omsætte visioner og værdier til nye hjem på Christiania,” skriver Sanne Kjær, kundedirektør i KAB, i meddelelsen.

I 2022 indgik Christiania og staten en aftale om at etablere 15.000 kvm almenboliger inden 2031 med plads til omtrent 300 beboere.

I slutningen af august besluttede beboerne på Christiania at stifte deres egen boligorganisation, efter man igennem længere tid forgæves havde forsøgt at få en allerede eksisterende boligorganisation til at oprette en afdeling på fristaden.

Fra de etablerede organisationer heriblandt KAB lød det, at man hellere så christianitterne stifte deres egen boligorganisation, hvor KAB så ville hjælpe med bl.a. det juridiske i stiftelsen og på sigt gøre boligorganisationen til en del af KAB-fællesskabet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også