Christiania vil stifte egen almen boligorganisation

Christianias værdier lever bedst videre med egen boligorganisation, siger talsperson for arbejdsgruppe.
Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
af ritzau

Mandag aften mødes beboerne på Christiania til et fællesmøde, hvor de skal beslutte, om de skal stifte deres egen boligorganisation.

Det siger Mette Prag, som er talsperson for fællesmødet og arbejdsgruppen for lokalplaner og boligorganisation.

Det var dog ikke planen til at starte med.

Christianitterne havde først besluttet at lave en aftale med en eksisterende boligorganisation om at oprette en afdeling. Det er dog ikke lykkes.

”De eksisterende almene boligorganisationer, vi har inviteret til et udbud, har anbefalet den her løsning (egen boligorganisation, red.). De har ikke ønsket at have en afdeling,” siger Mette Prag.

”Så det er den eneste mulighed, vi har.”

Onsdag den 30. august er der deadline for, at en aftale skal være indgået. Men nu drøfter christianitterne altså en anden løsning.

I august 2022 indgik beboerne på Christiania en aftale med regeringen om, at der skal bygges 15.000 kvadratmeter almene boliger på fristaden frem mod 2031.

Til gengæld fik de blandt andet lov at købe den del af volden og de boliger, som de i dag lejer af staten, til en fordelagtig pris på 67 millioner kroner.

Hvornår fællesmødet mandag aften er slut, og beslutningen er truffet, er svært at sige. Mette Prag pointerer dog, at stiftelsen af egen boligorganisation har været diskuteret tidligere.

”Alle inden for almen bolig-bevægelsen mener også, at det er den bedste løsning for Christiania, hvis man skal fortsætte en positiv udvikling af Christiania, der bygger videre på de værdier, som vi har,” siger hun.

”Men det er første gang, hvor vi præsenterer de konkrete papirer.”

Til TV 2 Kosmopol siger Mette Prag, at Christiania samtidig vil lave en samarbejdsaftale med boligadministrationsselskabet KAB, der skal hjælpe med det juridiske og almene.

KAB vil over for mediet endnu ikke be- eller afkræfte en eventuel samarbejdsaftale.

Mandagens fællesmøde skal også bruges til at drøfte de sidste par dages episoder, der har udspillet sig på Christiania.

Lørdag blev en 30-årig mand dræbt og fire andre såret i et skyderi, hvor en 18-årig mand indtil videre er anholdt.

Mandag blev det ligeledes besluttet, at en ud af to nye visitationszoner i Københavnsområdet skal dække Christiania og dele af Amager.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også