Boligkontoret Århus finder ny direktør

Ud af 41 ansøgere er valget faldet på tidligere folketingsmedlem.
56-årige René Skau Björnsson tager over i Boligkontoret Århus efter Morten Homann, der 1. januar skiftede til Arbejdernes Andels Boligforening i Aarhus. | Foto: PR / Boligkontoret Århus
56-årige René Skau Björnsson tager over i Boligkontoret Århus efter Morten Homann, der 1. januar skiftede til Arbejdernes Andels Boligforening i Aarhus. | Foto: PR / Boligkontoret Århus

Boligkontoret Århus får pr. 1. juni René Skau Björnsson som direktør, oplyser den almene boligorganisation med 6000 boliger i Aarhus og omegn mandag.

Han er tidligere medlem af Folketinget og kommer fra en stilling som direktør i Silkeborg Boligselskab, hvor han har været gennem seks år.

”Vi søgte en direktør med bred faglig forståelse, pondus og politisk tæft, og som med menneskelig interesse kan føre vores organisation videre ad den vej, der allerede er lagt. Det får vi med René Skau Björnsson som direktør,” udtaler bestyrelsesformand Kristine Simonsen i meddelelsen, der også røber, at 41 har søgt stillingen, mens ni har været til samtale.

Selv lyder det fra den 56-årige kommende direktør:

”Det er første gang siden 1998, jeg skal arbejde i Aarhus, selv om det er her, jeg har boet i alle årene. Derfor glæder jeg mig også meget til at præge udviklingen inden for den almene sektor her i min by. Boligkontoret Århus er en boligorganisation med nogle gode værdier og spændende visioner, som jeg glæder mig til at blive en del af.”

René Skau Björnsson, der er uddannet cand.oecon., tager over efter Morten Homann, der 1. januar blev direktør i AAB Aarhus.

Også københavnske Boligforeningen AAB skal finde ny direktør efter at den tidligere, Christian Høgsbro, blev fyret sidste år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også