Efter 11 år som direktør hos Boligkontoret Aarhus skifter Morten Homann 1. januar til en tilsvarende stilling hos AAB Aarhus. Det skriver den almene boligforening på sin hjemmeside.
48-årige Morten Homann er uddannet cand.scient.pol. og har tidligere været bl.a. været skattechef hos Seges og folketingsmedlem for SF fra 2001 til 2007.
Bestyrelsesformand Dan Christensen fortæller, at ”Morten Homann er en kendt mand i den almene boligsektor i Aarhus.”
”I AAB kender vi Morten fra samarbejdet om den aarhusianske fælles udlejningsportal Aarhusbolig og fra det boligpolitiske arbejde i BL – Danmarks Almene Boliger, hvor han netop er tiltrådt som formand for 5. kreds”, siger Dan Christensen i meddelelsen og tilføjer:
”Vi havde et stærkt kandidatfelt og er meget glade for, at vi som en enig organisationsbestyrelse nu står sammen om at bakke op om den bedste.”
AAB administrerer ca. 9000 lejemål og varetager renoveringsopgaver, projekter og byggerier. Derudover ønsker man at udvikle en strategi, der går ud på at styrke beboerdemokratiet i AAB.
”Vi søgte en leder med politisk tæft, format, strategisk erfaring og stærke kommunikationsegenskaber. Det er vi helt sikre på, at vi har fået med ansættelsen af Morten,” lyder det fra Dan Christensen.
”Han skal give os noget nyt at arbejde med og geare organisationen og bestyrelsen til fremtiden. Måske ikke for de næste 100 år - men forhåbentlig i mange år,” slutter han.
Tilsyn afkræver Aarhus’ største boligforening svar efter kritik
Boligkontoret Århus bygger træhus med almene boliger til 111 millioner