Snart kan ukrainere flytte ind i udsatte boligområder

Cirka 23.500 ukrainere har søgt opholdstilladelse, siger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye.
"Danmark skal naturligvis hjælpe ukrainere, der kommer hertil. I den forbindelse løfter kommunerne et kæmpe ansvar, som jeg gerne vil takke dem for,” siger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S). | Foto: Jens Dresling
"Danmark skal naturligvis hjælpe ukrainere, der kommer hertil. I den forbindelse løfter kommunerne et kæmpe ansvar, som jeg gerne vil takke dem for,” siger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S). | Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Partierne bag aftalen om forebyggelse af parallelsamfund har over for regeringen tilkendegivet, at de vil støtte en lovændring, så fordrevne ukrainere kan bo i udsatte boligområder.

Det oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Regeringen varslede for en måned siden, at den undersøgte diverse indkvarteringsmuligheder for de ukrainere, der er flygtet fra Ukraine efter den russiske invasion 24. februar. Heriblandt blev de udsatte boligområder nævnt.

Foruden regeringspartiet, Socialdemokratiet, tæller partierne bag aftalen om forebyggelse af parallelsamfund SF, Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Regeringen vil mandag fremsætte et lovforslag med ændringer til særloven for fordrevne ukrainere - den såkaldte Ukrainer-lov. Det er i den forbindelse, at der gives hjemmel til at huse ukrainerne i de udsatte boligområder.

Kommunerne har brug for mere fleksibilitet. Den får de snart med justeringerne. Det mener udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S).

”Ruslands invasion af Ukraine har som bekendt ført til en enorm flygtningestrøm. Den suverænt største i Europa siden Anden Verdenskrig. Cirka 23.500 ukrainere har søgt opholdstilladelse i Danmark efter særloven på bare to måneder,” siger Tesfaye i en skriftlig kommentar.

”Det er flere end antallet af asylansøgninger i hele 2015, som var rekordår. Danmark skal naturligvis hjælpe ukrainere, der kommer hertil. I den forbindelse løfter kommunerne et kæmpe ansvar, som jeg gerne vil takke dem for,” siger han.

Justeringerne i lovgivningen vil også betyde, at kommunerne kan fravige byggelovgivningen ved midlertidig brug af eksempelvis lokaler for dagtilbud, skoler og institutioner.

Regeringen arbejder med et scenarie, hvor der kan komme over 100.000 flygtninge fra Ukraine til Danmark.

Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) udtalte i første omgang, at det som udgangspunkt ikke var muligt at indkvartere ukrainere i udsatte boligområder, som er omfattet af loven om parallelsamfund.

Men efter skønnet på over 100.000 personer sagde han, at der ikke var nogen vej udenom.

Udfordringen i øjeblikket er, at ukrainere i forhold til loven om parallelsamfund tæller som tredjeverdensborgere. De er omfattet af ghetto-kriterierne.

Det betyder, at ukrainere ikke må indkvarteres i disse boligområder. 12 områder optræder på den seneste liste over parallelsamfund. Det som tidligere blev kaldt ghetto-listen.

Hvis alt går efter planen for regeringen, så vedtages lovforslaget med ændringerne torsdag i den kommende uge.

Klumme: Hæv rammebeløbet for almene boliger nu

Højhus-saga fortsætter: Politikere står fast på krav om almene boliger

Boligdirektør gennem 27 år får flere afløsere

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også