Boligselskab foreslår lovændring for at få private udviklere til at bygge mere alment

Ifølge det almene boligselskab KAB går det for langsomt med at bygge almene boliger ude i kommunerne. En forpligtende aftale for de private udviklere skal gå forud for vedtagelsen af nye lokalplaner, lyder det fra KAB, der har sendt det konkrete forslag til indenrigs- og boligministeren.
Processen med at opføre almene boliger skal være "så kort som mulig," lyder det fra Jens Elmelund, adm. direktør i KAB. | Foto: PR / KAB
Processen med at opføre almene boliger skal være "så kort som mulig," lyder det fra Jens Elmelund, adm. direktør i KAB. | Foto: PR / KAB

Den almene boligadministrator KAB foreslår nu en ændring i planloven, der skal sætte skub i ambitionerne om, at op mod en fjerdedel af boligerne i landets byudviklingsområder skal være almene.

De private grundejere ude i kommunerne arbejder ganske enkelt for langsomt, fremgår det i en pressemeddelelse fra KAB, der derfor har sendt et brev til indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S).

"Vi håber, forslaget kan indgå i det aktuelle planlovsarbejde, som er i gang i ministeriet," siger Jens Elmelund, adm. direktør i KAB, om forslaget, der mere konkret går ud på, at vedtagelsen af en lokalplan skal være betinget af, at der indgås en aftale med et eller flere almene selskaber om opførelse af almene boliger på den private byggegrund.

En tinglysning på de relevante ejendomme med kommunen som påtaleberettiget skal være med til at sikre, at man når de 25 pct. "inden for en rimelig tidshorisont," som der står i meddelelsen.

Hos KAB peger man på tal fra Københavns Kommune, der viser, at andelen af afsluttet eller igangværende alment og privat byggeri i lokalplaner med private grundejere fordeler sig med såkaldte eksekveringsgrader på hhv. 18,8 og 52,4 pct.

"Vi mærker en kæmpe efterspørgsel på almene boliger. Derfor har vi brug for, at processen med at opføre nye boliger er så kort som muligt. Men sådan en utakt i opførelsen af de private og almene boliger giver også en bekymring for naboskabet. Det får ikke den bedste start, hvis der efter en årrække skal bygges på en grund, som naboerne var begyndt at betragte som et friareal," lyder det fra KAB-direktør Jens Elmelund.

Nyt havneområde med over 900 boliger får KAB som partner på alment byggeri 

KAB vinder administration af knap 800 boliger i Storkøbenhavn

Boligadministrator jubler over udspil: Fik selv fjernet regning på 176 millioner

KAB går fra tre til fire direktører 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også