Minister: "Den almene boligsektor skal ikke være et lukket system"

Regeringen og Dansk Folkeparti vil gøre det nemmere for ansøgere på almene boligforeningers eksterne ventelister at få tilbudt en bolig. Kun hver anden almene bolig skal tilbydes ansøgere på den interne venteliste, lyder det.
Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA). | Foto: Ritzau Scanpix/Mads Claus Rasmussen.
Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA). | Foto: Ritzau Scanpix/Mads Claus Rasmussen.

Det skal være nemmere for ansøgere på den eksterne venteliste i landets almene boligforeninger at få tilbudt en bolig, mener regeringen og Dansk Folkeparti.

Partierne vil ændre på ventelistesystemet, så hver anden ledige almene familiebolig bliver tilbudt en ekstern ansøger, frem for at ansøgerne på den interne venteliste har fortrinsret, som det er tilfældet i dag, oplyser Transport-, Bygnings- og Boligministeriet i en pressemeddelelse mandag.

"Den almene boligsektor skal ikke være et lukket system, som man kun kan blive en del af, hvis man har stået på venteliste i mange år – og i øvrigt har boet i en almen bolig i lang tid. Vi ønsker en mere blandet beboersammensætning i vores almene boligområder, og dette er en af måderne at sikre det på," siger Ole Birk Olesen (LA), transport-, bygnings- og boligminister, i meddelelsen.

I dag bliver en almen bolig i første omgang tilbudt ansøgere på den interne venteliste – altså ansøgere, der allerede bor i en almen bolig i den gældende boligforening – og derefter får ansøgere, der har skrevet sig op på den eksterne venteliste, mulighed for at blive tilbudt boligen.

"Ventelistesystemet har flere gange været oppe i debatten, men der er aldrig rigtig blevet gjort noget ved det. Jeg er rigtig glad for, at vi kunne finde et godt kompromis, der stadig tager hensyn til de eksisterende beboere, og nu også nye fremtidige beboere. Med denne ændring bliver alle almene boliger for alvor for alle," siger boligordfører Merete Dea Larsen (DF) i meddelelsen.

Bekendtgørelsen om ændringen af ventelister til almene boliger bliver nu sendt i offentlig høring.

Frank Jensen åbner for tusindvis af populære små lejligheder i København

Lejere trækker boligselskab i retten - kan få betydning for andre lejere

Salg af almene boligblokke skal forvandle ghettoområde til attraktiv bydel

Kommuner får ekstra muskler til at sælge eller nedrive udsatte boligområder

Boligselskaber: Nedrivning af boliger løser ikke ghettoproblemerne 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også