Casa skal renovere 232 boliger i Aarhus

Boligforeningen Ringgården i Aarhus har valgt et hold med Casa i front til renoveringen af 232 almene boliger i Aarhus V. Med til opgaven hører etableringen af 93 nye tagboliger.
232 boliger skal renoveres, og 93 nye ungdomsboliger opføres på boligkarréernes tagetage. | Foto: Illustration: Arkitema Architects.
232 boliger skal renoveres, og 93 nye ungdomsboliger opføres på boligkarréernes tagetage. | Foto: Illustration: Arkitema Architects.

Casa er blevet udvalgt som totalentreprenør på et projekt, der indebærer renovering af to boligkarrér med 232 boliger og etablering af 93 nye ungdomsboliger. Det oplyser ejendomsudvikleren Casa i en pressemeddelelse.

Renoveringen af de to boligkarrér Rydevænget og Fjældevænget i det vestlige Aarhus består blandt andet af udskiftninger af køkkener, baderum, vinduer og døre, installation af elevatorer og ventilation samt etablering af 93 nye ungdomsboliger under taget med terrasser og fælles opholdspladser, fremgår det.

"Vi har tidligere beskæftiget os med opgaver af samme størrelse og kompleksitet, og vi kender til de udfordringer, der kommer undervejs, hvor folk skal genhuses, og vi skal udføre opgaven, mens folk fortsætter dagligdagen. Det valgte team har de rette faglige og personlige kompetencer til at styre projektet sikkert i mål," siger Brian Popp, afdelingschef for renovering i Casa, i meddelelsen.

Direktøren for Boligforeningen Ringgården ser frem til opdateringen, der løser fllere problemer på én gang:

"Renoveringen løser betydelige problemer med kuldebroer ved overgangen fra altan til bolig og bidrager således til et bedre indeklima. Vi er også meget begejstrede for, at projektet foreslår altanpartier med glas fra gulv til loft for at optimere lysindfaldet. Sidst men ikke mindst får vi med renoveringen 64 nye elevatorbetjente tilgængelighedsboliger og 93 ungdomsboliger," siger Palle Jørgensen i meddelelsen.

Byggeriet er planlagt til at starte i april, fremgår det. Sammen med Casa består holdet af Arkitema Architects – der er ved at blive overtaget af Cowi – og rådgivende ingeniører Slothmøller, fremgår det.

"Vi glæder os til at bidrage til at give Afdeling 21 et stort kvalitetsløft både med hensyn til arkitektur og bokvalitet. Arkitema har helt friske erfaringer fra tilsvarende renoveringsprojekter, og disse erfaringer bygger vi videre på i projektet til Ringgården. De nye tagboliger kommer til at danne en fin arkitektonisk afslutning af de eksisterende boliger," siger Rolf Kjær, arkitekt ved Arkitema Architects, i meddelelsen.

Casa, der har afdelinger i Horsens og København, har en årlig omsætning på omkring 2 mia. kr. og er ejet af Michael Mortensen sammen med kapitalfonden Catacap.

Aktuelt opfører Casa 85.000 kvm campus-byggeri i Horsens, kollegium for PFA Pension i Odense, domicil for Jyllands-Posten i Aarhus samt en række boligbyggerier i København.

Arkitema efter Cowi-opkøb: "Fremtidens vindere skal tilbyde 360 graders rådgivning"

Storcenter vil udvide med butikker, biograf og boliger 

Ny topchef i Casa har fået værktøjer til ledelse fra militæret

Casa henter ny topchef hos Bonava

To nye direktører skal udvikle Casa yderligere 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også