I disse uger forhandles der budgetter for 2025 i alle landets kommuner. I en række af dem bør særligt én ting stå højt på lystavlen. 

For desværre er der stadig 33 kommuner, som hvert år pålægger deres erhvervsliv at betale en ekstra skat i form af dækningsafgiften. Det er ærgerligt, at så mange kommuner, særligt omkring Hovedstaden, insisterer på at gøre vilkårene svære for det lokale erhvervsliv. Nemlig ved at lade dem betale en særskat. 

Endnu værre er det, at overgangen til det nye ejendomsvurderings- og skattesystem i en lang række kommuner har medført nogle ublu store stigninger i dækningsafgiftsbetalingen for en lang række lokale virksomheder. 

Denne stigning i dækningsafgifts opkrævning beløber sig i nogle kommuner til en provenugevinst, det vil sige en merindtægt, på mere end 180 procent. Og selvom det naturligvis er positivt med flere frie midler til investeringer i kommunens velfærdsområder, så er det ikke en holdbar model, hvis finansieringen findes ved at dræne virksomhederne for den kapital, som de har stort behov for. Både for at investere i at udvikle deres virksomheder, og i høj grad også for at kunne renovere deres ejendomme til en grønnere fremtid. 

Dækningsafgiftsstigningen er måske rar i kommunekasserne på den korte bane, men på sigt risikerer de store stigninger at udhule virksomhederne. Det kan føre til et fald i væksten og i værste fald lukning af arbejdspladser eller udflytning af virksomhederne til nabokommunerne. Ingen af delene gør noget godt for at sikre indtægter til fremtidens velfærd. 

Hvor kæden er hoppet af

De nye ejendomsskattepromiller er fastsat ved baglænsregnestykke. Det vil sige, at man først beslutter, hvor mange skattekroner der skal ligge i kommunekassen, og derefter fastsætter skattesatsen. Sådan har man også fastsat dækningsafgiften. 

Modsat de øvrige ejendomsskattesatser, der sigter efter fastholdte provenuer, har det været meningen at tillade kommunerne at tilvælge en dækningsafgiftspromille, der hæver provenuet med op til 37 procent. 

Det kan der selvfølgelig være delte meninger om, men problemet er ikke ”bare”, at Skatteministeriet har givet lov til denne stigning. Problemet er i højere grad, at skattesatsen fastsættes baglæns. Skatteministeriet har de facto tvunget kommunerne i en spændetrøje med stærkt begrænsede muligheder, da de ikke havde mulighed for at vælge et fornuftigt niveau for dækningsafgiften, når man ikke kendte vurderingen af ejendommene i kommunen. 

Det betyder altså, at man har valgt at opkræve skat uden at kende konsekvenserne af skattesatsen. Det er i sig selv en beskæmmende proces. Heldigvis kender vi nu konsekvenserne af de nye promiller, fordi der endelig er udkommet foreløbige vurderinger af landets erhvervsejendomme, og det er godt nyt for de kommuner, som vil investere i gode forhold for det lokale erhvervsliv. 

En knudret proces, men en let løsning

For selvom der kan siges meget om både processen og Skatteministeriets håndtering af beregningerne, så er det lykkeligvis stadig muligt for kommunerne selv at rette op på denne skævhed. Faktisk er de frit stillet til selv at fastsætte en promille for den dækningsafgift, de opkræver. 

Fra Ejendomdanmark er opfordringen derfor klar: Vi skal have normalen for dækningsafgiftsopkrævningen tilbage og droppe de tilfældige stigninger, som det nye system har medført. 

Løsningen er sågar lige til. For kommunerne skal blot regne baglæns og ikke øge det kommunale provenu mere end de 37 procent, som var lovens oprindelige intention. Det vil frigive midlerne til at skabe arbejdspladser i kommunerne og til den grønne omstilling af ejendomsbranchen, som der er stort behov for.