Klumme: Byggeomkostningerne har toppet for denne gang
Byggeomkostningerne stagnerede i 2. kvartal. Fremadrettet forventer vi et betydeligt fald, trukket af faldende priser på byggematerialer ligesom i perioden efter finanskrisen.
Ifølge Danmarks Statistik var byggeomkostningerne for etageboliger uændrede i 2. kvartal sammenlignet med 1. kvartal. Stigende arbejdskraftsomkostninger blev således neutraliseret af faldende priser på byggematerialer.
Prisen på byggematerialer faldt 0,5 pct. i forhold til 1. kvartal, og der er dermed tale om et meget beskedent prisfald indtil videre, da det kommer efter en stigning på 25 pct. over en periode på lidt mere end 2 år. De faldende priser på byggematerialer var relativt bredt funderet – jord/beton, murer, maler, VVS og el – og kun inden for tømrerarbejde og betonelementer fortsatte materialepriserne med at stige.
Samlet betød det kvartalsvise fald, at årsstigningstakten for byggematerialer faldt til 6,6 pct. i 2. kvartal fra 10,5 pct. i 1. kvartal.
Selvom arbejdskraftsomkostninger også steg i 2. kvartal, så aftog årsstigningstakten til 2,4 pct. i 2. kvartal fra 3,7 pct. i 1. kvartal.
Vi forventer dog ikke, at denne udvikling fortsætter. Når først forårets overenskomstresultat begynder at slå igennem, så forventes årsstigningstakten for arbejdskraftsomkostningerne at stige.
Kombinationen af faldende producentpriser inden for metaller og energiforsyningen samt en kraftig opbremsning i nybyggeriet forventes at føre til et fortsat fald i priser på byggematerialer, svarende til årene efter finanskrisen. Det vil også slå igennem på byggeomkostningerne, som forventes at falde de kommende år, selvom omkostningerne til arbejdskraft forventes at fortsætte med at stige.