Klumme: Erhvervsejendomme kan spare millioner i fjernvarmeudgifter

Få tjekket jeres varmecentral og skær en stor del af fjernvarmeregningen. Så gavner I også forsyningssikkerheden, lyder det i denne opfordring til ejerne af erhvervsejendomme.
Foto: PR / Hofor
Foto: PR / Hofor
Af John Halkjær Christensen, områdechef for Fjernvarme i Hovedstadsområdets Forsyningsselskab

Forkert indstillede eller defekte varmecentraler koster hvert år københavnske erhvervsejendomme millioner af kroner. Samtidig sætter de ineffektive varmecentraler fjernvarmesystemet under et unødvendigt pres.

I Hofor, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, følger vi løbende udviklingen i københavnernes fjernvarmeforbrug for at sikre, at vi kan levere fjernvarme sikkert og billigt til kunderne. En af vores seneste opgørelser viser, at hver fjerde af Københavns cirka 1300 kontorejendomme ikke udnytter fjernvarmen ret godt. Det kan være små, men vigtige justeringer på varmecentralen, der mangler, og som kan koste hver ejendom mange tusinde kroner i varmeudgifter hvert år. 

Varmeforbrug faldt med 13 procent

Kort fortalt er udfordringen, at en dårligt fungerende varmecentral ikke udnytter varmen i fjernvarmevandet ret godt. Jo dårligere den udnytter varmen, jo varmere vand sender den retur ud i fjernvarmesystemet. 

Det har den konsekvens, at ejendommen skal have tilført mere fjernvarmevand for at få tilstrækkelig energi til opvarmning af ejendommen. Og når gennemstrømningen af fjernvarmevandet i bygningen stiger, stiger varmeforbruget ofte også. Det kan ses på varmeregningen, som ofte er cirka fem procent højere end nødvendigt – og nogle endnu højere. 

Et af de gode eksempler er en ejendom i midten af København, hvor varmeforbruget er faldet med 13 procent, efter varmecentralen er blevet justeret. Det giver ejendommen en besparelse på 200.000 kroner årligt og oveni kommer endda en bonus fra Hofor på 50.000 kroner, fordi fjernvarmen nu udnyttes særligt godt. 

Varmecentralerne presser fjernvarmesystemet

De dårligt fungerende varmecentraler er ikke kun en udfordring for kunderne selv. Varmecentralerne har også markante, negative konsekvenser for hele fjernvarmesystemet i København. 

Jo dårligere varmecentralerne fungerer, jo mere vand skal varmeværkerne nemlig pumpe rundt i fjernvarmesystemet. Det øger tabet af varme i fjernvarmenettet og koster ekstra strøm til at pumpe vandet rundt til kunderne. Og kraftvarmeværkerne mister effektivitet, så de skal bruge mere energi til at producere fjernvarme. 

Budskabet om at spare på energien ved at få indstillet varmecentralen korrekt er ekstra vigtigt i en tid, hvor den europæiske energikrise ikke er ovre. Vi kan endda gå så langt og sige, at hvis flere varmecentraler begynder at køre dårligt, kan det i yderste konsekvens blive svært for Hofor at levere varme til alle. 

God grund til at udnytte fjernvarmen bedre

For at sikre, at vi kan blive ved med at levere fjernvarme sikkert og billigt, er der blevet indført en såkaldt merbetaling, som kan betyde en ekstraregning på mange tusinde kroner årligt. Merbetalingen er blevet indført for at give ejendommene et ekstra incitament til at udnytte fjernvarmen bedre. 

Samlet betalte den nævnte fjerdedel af de cirka 1300 københavnske kontorejendomme sidste år omkring fem millioner kroner i merbetaling. På samme måde får dem, som udnytter varmen rigtig godt, en bonus. 

Tjek varmeregningen og kontakt en VVS’er eller energirådgiver 

Hvordan ved man så, om man bør få tjekket sin varmecentral? Jo, det gør man ved at tjekke sin varmeregning. Hvis man betaler en merbetaling, er det sandsynligvis fordi, man ikke udnytter varmen ret godt, og varmecentralen ikke er indstillet korrekt. 

Vi anbefaler alle ejendomme, at de enten kontakter en VVS’er eller en energirådgiver i Hofor med kompetencer til at justere store varmecentraler. Ofte finder de ret hurtigt frem til problemet og får det løst, så kunden kan spare energi og penge til gavn for forsyningssikkerheden. 

Klar med råd og vejledning

Nogle vil også opleve at blive kontaktet af os. Vi kontakter nemlig løbende ejerne af ejendomme, der har særligt store udfordringer med at udnytte fjernvarmen, og tilbyder dem råd og vejledning. Derudover har vi også instruktionsvideoer og rådgivning på hjemmesiden www.hofor.dk, som vi opfordrer alle med en varmecentral til at se på. 

Det er nemlig ikke kun kontorejendomme, der kan have gavn af at få tjekket deres varmecentral. Også andre typer ejendomme som f.eks. hoteller, virksomheder og ejendomme med lejligheder kan have samme store gavn af at få efterset varmecentralen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også