Klumme: Digitale værktøjer kan hjælpe byggebranchen med at indfri voksende krav

Udviklerne og byggebranchen er presset på både tid, kvalitet og kravet om øget bæredygtighed. Heldigvis står Danmark stærkt i forhold til at benytte nye digitale værktøjer, som kan hjælpe virksomhederne på alle tre områder, lyder det fra tech-grundlægger i denne klumme.
Håvard Haukeland var i 2016 med til at etablere Spacemaker, der tilbyder digitale modeller eller værktøjer til at vurdere og planlægge byggeri og byplanlægning. | Foto: Per Martin Haaheim
Håvard Haukeland var i 2016 med til at etablere Spacemaker, der tilbyder digitale modeller eller værktøjer til at vurdere og planlægge byggeri og byplanlægning. | Foto: Per Martin Haaheim
Af Håvard Haukeland, adm. direktør i Spacemaker

Stadig flere danskere flytter mod de større byer, og boligprisernes himmelflugt sætter på ny en stor, tyk streg under det enorme behov for, at udviklerne og byggebranchen bygger nye boliger og ejendomme hurtigt og med høj kvalitet.

Det konstante tidspres i en boomende byggebranche er dog også dens store akilleshæl. Forhastede projekteringsforløb, manglende koordinering og silotankegange mellem deltagerne på byggeprojekter betyder gang på gang, at håndværkerne på byggepladserne har svært ved at levere den forventede kvalitet.

Og mens entreprenøren skal bruge ekstra tid og penge på at efterfikse gabende paneler og manglende isolering, skal udviklerne desuden indfri øgede krav om bæredygtighedscertificerede byggerier.

Danmark vil CO2-reducere med 70 procent inden 2030, og byggeri og ejendomme, som er ansvarlige for 40 procent af den globale CO2-udledning, skal helt naturligt løfte sin del af opgaven.

Sagt med andre ord: Udviklerfirmaerne, arkitekterne, ingeniørerne og byggebranchen generelt er pressede på tid, kvalitet og bæredygtighed, og det store spørgsmål er, hvordan aktørerne får mere at gøre godt med inden for hvert område?

Vigtige ændringer tidligt i processen

Svaret er digitale teknologier. Digitale teknologier skaber rettidighed og overblik for de involverede parter og dermed hurtigere og bedre byggerier. Kort og godt.

BIM- og Spacemakers løsninger hjælper eksempelvis udviklerfirmaernes arkitekter med at foretage grundlæggende ændringer og optimeringer så tidligt i design- og planlægningsfasen som muligt. Det betyder, at udviklerne og entreprenøren undgår kostbare fodfejl, som de senere skal afsætte tid og penge til at rette op på, vel at mærke efter at gravemaskinerne er gået i gang. Antallet af lyse boliger bliver flere, og så kommer der mere designkvalitet og bæredygtighed ind i boligerne.

Herudover bliver det nemmere at udveksle oplysninger. Værktøjerne nedbryder gumpetunge arbejdsgange og uønskede ’siloer’, som byggeriet er så berygtet for, og som konstant forsinker projekterne og forringer kvaliteten. På samme måde bliver også dialogen og den løbende forventningsafstemning med myndighederne mere effektiv. Igen fordi projektdeltagerne ved hjælp af digitale værktøjer kontinuerligt modtager information om ændringer i realtid, mens projektet udvikles. Endelig kan udviklere og arkitekter m.fl. tage værdifuld læring fra hvert projekt og overføre den til nye projekter, så de sparer tid. Ja, sidstnævnte lyder som en selvfølge, men er langt fra praksis i dag, desværre.

Resultat: Digitaliseringen medfører, at boligerne bliver hurtigere færdige og hurtigere kan sættes til salg. Derudover bliver de nemmere at sælge, hvorfor de øger deres værdi som investeringsobjekt for investorerne.

Danmark står stærkt

Det er alt sammen positivt og lovende i forhold til fremtiden. Og hvad der måske er endnu mere interessant er, at Danmark har nogle af de bedste forudsætninger for at adoptere digitale værktøjer og få maksimalt udbytte af dem.

De nordiske lande og herunder Danmark ligger globalt set på en førsteplads, når det handler om adoptering og brug af BIM-standarden til at designe byggerier. Herudover er Danmark sammen med de øvrige skandinaviske lande helt i front, når det handler om at lægge eksisterende arbejdsprocesser om, så de aktivt omfavner og gør brug af nye digitale redskaber. Sågar foran et land som USA, tech’ens vugge.

Byggeriet har brug for nye ”digitale boller på suppen” for at reducerer tid og omkostninger på byggeprojekter samt at skrue op for bæredygtigheden. Det kræver mod og åbenhed at ændre på ens virksomheds modus operandi - især når man i forvejen har succes og tjener gode penge, hvilket byggeriet gør om nogen.

Ikke desto mindre er det præcis, hvad danske og nordiske virksomheder tilknyttet byggeriet er blandt de allerbedste i verden til. Og fordi de tør forny sig gennem tech, vil de trods skærpede krav også få succes fremover.

Håvard Haukeland taler på konferencen Proptech Symposium i København onsdag.

Grundlægger af Spacemaker: Fladt hierarki udbreder proptech i Norden

Tech-veteran: Corona har fremskyndet proptech 5-10 år

Global investor: Danmark mangler proptech-iværksættere

Proptech-selskaber fusionerer og skaber ny virksomhed med 200 ansatte 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også