Det har i mange år været et udgangspunkt for byplanlægning, at øget tæthed og højere byggeri i byen er bæredygtigt – flere mennesker, flere boliger, mere erhverv komprimeret i den eksisterende by hellere end vækst i byens udkant. Men den praksis har en øvre grænse, og den er nu nået, ja, endda overskredet.

Nye byudviklingsområder med etageboligbyggeri og kontorhøjhuse – Åbyen, Risskov Brynet og Aarhus Ø – ”for højt” og ”for tæt” er den oplevelse, mange har. Familieboliger i høje huse, som udelukker kontakt mellem bolig og udearealer på terræn, og mangel på grønne udearealer på terræn. Den individuelle trafik bryder sammen, veje og p-anlæg bliver dominerende elementer i byen reserveret til de mange biler, som dagligt kæmper med at komme ind i og ud af byen.

Ifølge det foreliggende materiale fra Aarhus Kommune foreslås en overdækket banegrav på ca. 34.000 kvm bebygget med ca. 110.000 kvm boliger og erhverv – så høj udnyttelse, fordi det er nødvendigt at opføre så mange kvm bebyggelse for at få et økonomisk rentabelt projekt. Sammenligner man det skitserede projekt til banegravsoverdækningen med et eksisterende byområde som karreerne ved Marstrandsgade/Carl Blochs Gade må man forudse en banegravsbebyggelse med gennemsnitlig 10 etager og meget tættere end de gamle karrébebyggelser. Det er ikke bykvalitet.

Hvad siger kommunens planlæggere til det? I skal give politikerne de bedste faglige råd. Hvad siger borgerne? Er det den løsning, som er rigtig for byen – er den i harmoni med området? Giver den de bedste byrum – er det et projekt, som vil gøre byen bedre og smukkere? Er det et projekt, som byens borgere vil ønske sig?

Nej, det er ikke bykvalitet! Det er, som det fremgår af oplægget til høringen, et projekt, som er økonomisk rentabelt for investorerne. Aarhus Kommune kalder det ”markedsorienteret planlægning”, en planlægning, som tager udgangspunkt i investorernes behov for profit og iklæder projektet pæne, men noget luftige og utroværdige ord som "en af verdens mest bæredygtige bydele".

Aarhus indenfor Ringgaden bliver for hver ny etagemeters byggeri mindre og mindre bæredygtig. Mindre bæredygtig, fordi den ikke er socialt bæredygtig, fordi byggeteknik, kvadratmeterforbrug og materialevalg ikke er miljømæssigt bæredygtigt, fordi naturindholdet i byen har dårlige vilkår, biodiversiteten er for nedadgående, og bebyggelsestætheden er for stor.

Projektet til overdækning af banegraven beskriver som en kvalitet, at det nye bykvarter på banegraven vil binde de eksisterende bydele på begge sider af banegraven sammen. Men der er tilstrækkelig sammenhæng via broerne i dag, for det er netop en kvalitet, at Frederiksbjerg har sin egen fine identitet. Det er en stor kvalitet at have de forskellige bydele med deres egne lokale særpræg.

At overdække banegraven og bebygge med en voldsom tæthed vil eliminere banegraven som mulighed for at være byens grønne lunge og ventilationskanal som i en fremtid, hvor midtbyen vil blive stadig varmere, og banegraven ikke kan køle den ”byvarme”, som opstår i de, allerede i dag, tætte byområder.

Mange ønsker at flytte til Aarhus. Ja, sikkert, men rigtig mange ønsker også at bo i de mindre bysamfund rundt omkring i regionen – hvis blot den regionale planlægning vil sikre, at der er mindre bysamfund med en god infrastruktur, god kollektiv transport, gode bredbåndsforbindelser til lokale virksomheder og hjemmearbejdende og gode institutioner til børn, unge og ældre.

Når grænsen for vækst i Aarhus nu er nået, er det politikernes opgave at prioritere og sikre de gode alternative muligheder i de mindre bysamfund i regionen. En regional planlægning, som sikrer, at en række oplandsbyer har den nødvendige infrastruktur og fællesfunktioner som skoler, børnehaver og ældreboliger.

(Denne klumme er oprindeligt bragt i JP Aarhus.)