De første afgørelser efter det nye retsinstitut om "hurtige afgørelser" i ABT 18 ser nu dagens lys. Og særligt en af afgørelserne understreger vigtigheden af, at parterne i byggesager hurtigst muligt får klarhed over eventuelle erstatningskrav som følge af udgåede arbejder og rettidigt fremsætter krav herom.

Ændringer i entreprisens omfang

Det er et almindeligt kendt princip i enterpriseretten, der også fremgår af AB-systemets regelsæt, at en bygherre under et byggeri kan forlange ændringer i omfanget af det arbejde, entreprenøren skal udføre. Bygherre har således ret til både at øge og formindske omfanget af entreprisen, hvilket entreprenøren er forpligtet til at tåle inden for nogle nærmere bestemte grænser.

Hvis bygherren formindsker arbejdets omfang, er bygherren berettiget til at blive godskrevet de udgifter, som entreprenøren sparer ved ikke at skulle udføre det pågældende arbejde. Entreprenøren bevarer dog retten til at kræve sin fortjeneste ved det pågældende arbejde fra bygherren. Entreprenøren skal altså ikke tåle, at fortjenesten tilsvarende formindskes, selvom bygherren ikke ønsker det fulde arbejde udført.

I AB-systemet er det foreskrevet, at de krav, en entreprenør eller bygherre måtte have som følge af ændringer i entreprisens omfang, f.eks. krav på tabt dækningsbidrag, skal fremsættes ”snarest muligt skriftligt eller på et byggemøde”. AB-systemet indeholder en række lignende regler for, hvordan parterne skal fremsætte deres krav, og hvornår det skal ske, men der er i hovedreglen ikke knyttet nogen retsvirkning til bestemmelserne. Et krav fortabes derfor ikke alene, fordi det ikke fremsættes skriftligt eller på det næstkommende byggemøde.

Det sker da også ofte i byggesager, at parterne er tilbageholdende med at fremsætte krav om erstatning eller tidsfristforlængelse, da dette kan tilspidse et måske i forvejen anstrengt samarbejde. Fremsættelse af erstatningskrav kan derfor virke konfliktoptrappende og hæmme samarbejdet mellem bygherre og entreprenør, selvom rettidig varsling af kravet er en betingelse for senere at kunne få erstatning.

Fortabt erstatningskrav

En ny ”hurtig afgørelse” fra Voldgiftsnævnet efter reglerne i ABT 18 paragraf 66 belyser dog vigtigheden af, at parterne fremsætter deres krav rettidigt.

Sagen omhandlede en bygherre, der i april 2019 havde antaget en entreprenør til at opføre altaner og renovere en beboelsesejendom. I juli 2019 skrev bygherren til entreprenøren, at bygherren ikke længere ønskede, at entreprenøren skulle foretage facaderenovering og derfor imødeså kreditnota herpå. Først i maj 2020, altså cirka 10 måneder senere, fremsatte entreprenøren erstatningskrav for tabt dækningsbidrag for det udgåede arbejde.

Opmændene, bestående af én teknisk og én juridisk opmand, udtalte i sagen, at ABT paragraf 25, stk. 1 ikke indeholdt en regel om, at erstatningskravet ubetinget bortfaldt som følge af manglende overholdelse af at fremsætte kravet ”snarest muligt”.

Opmændene fandt dog, at det måtte bero på en samlet vurdering af omstændighederne, om kravet var fortabt som følge af for sen fremsættelse, herunder om fristen i ABT paragraf 25, stk. 1 var overskredet. Opmændene fandt, at dette utvivlsomt var tilfældet, og udtalte endvidere, at paragraf 25, stk. 1 indeholder en klar angivelse af 1) pligten til at fremsætte sit krav, 2) fristen for fremsættelse af kravet og 3) det forhold, der udløser pligten til at fremsætte det. Entreprenørens krav om erstatning blev derfor afvist.

Fremtidigt fokus på rettidig fremsættelse af krav

Selvom en overskridelse af fristen i ABT paragraf 25, stk. 1 således ikke i sig selv medførte, at kravet bortfaldt, indgik det dog med væsentlig tyngde i vurderingen heraf. Afgørelsen skal selvsagt også ses i lyset af, at de udgåede arbejder havde en relativt lille værdi i forhold til den samlede entreprisesum, og at det ikke er usædvanligt, at mindre arbejder udgår af en entreprise uden fuld erstatning. Uanset dette er det dog bemærkelsesværdigt, at opmændene så klart udtaler, at kravet utvivlsomt var fortabt som følge af passivitet.

AB 18-regelsættet indeholder generelt en skærpelse af parternes pligt til at reagere inden for rimelig tid med fremsættelse af krav om erstatning og tidsfristforlængelse i forhold til det tidligere AB-regelsæt. Denne afgørelse, og opmændenes klare vurdering af, at kravet var fremsat for sent, stemmer overens med dette, ligesom det må forventes, at kommende retspraksis vil være på linje hermed. 

Det vil således være ønskeligt, hvis en skærpelse af fristen for fremsættelse af erstatningskrav medfører, at parterne i højere grad tvinges til at fremsætte deres krav med det samme under byggesagen – og at dette fremover bliver anset for en nødvendighed og ikke som en optrapning af en eventuel konflikt. Dette særligt i en branche, hvor der i løbet af langt de fleste byggesager unægtelig fremsættes krav foranlediget af ændringer i entreprisen.