Klumme: Erfaring og netværk må ikke gå tabt på grund af covid-19

Coronakrisen må kun blive en ufrivillig pause i ejendomsbranchens stærke netværk, lyder det i denne klumme fra Tony Christrup, formand for Property and Investment Denmark, der udspringer af Byggesocietetet.
Tony Christrup, tidligere formand for Byggesocietetet og nuværende formand for det stadig nyetablerede Property and Investment Denmark. | Foto: Byggesocietetet
Tony Christrup, tidligere formand for Byggesocietetet og nuværende formand for det stadig nyetablerede Property and Investment Denmark. | Foto: Byggesocietetet
Af Tony Christrup, formand for Property and Investment Denmark

Covid-19-krisen ramte verden hårdt. Sundhed og forebyggelse stod med et slag øverst på den globale dagsorden. De store arrangementer verden over blev aflyst og faldt et efter et som dominobrikker.

Også Mipim i Cannes blev udsat til næste år. For deltagernes helbred er det vigtigste – naturligvis. Men den lange og ufrivillige pause fra det stærke netværksarrangement må ikke betyde, at vigtig viden og erfaring for bygge- og anlægsbranchen går tabt.

Mipim er en vigtig dynamo for udveksling af viden og erfaringer. Dels mellem branchens medlemmer i Danmark, men også set på et europæisk plan. På Mipim knyttes kontakter, indsigt bliver delt, og der indgås vigtige aftaler som har stor betydning for vækst og beskæftigelse i de europæiske lande.

Vi må ikke vente et helt år på at få det løft til vores branche. Vi skal derfor frem til næste Mipim have skærpet opmærksomhed på at netværke og sammen finde frem til de bæredygtige modeller, som tager hensyn til det samfund, vi bygger i.

Vi skal samtidig sikre den vækst og det løft i beskæftigelsen, som bl.a. Danmark tørster efter på den anden side af covid-19-krisen.

Med de mange hjælpepakker er vi i danske virksomheder bedre stillet end langt de fleste af vores kollegaer i udlandet. Derfor hviler ansvaret ekstra tungt på os for at stille skarpt på, hvordan vi bidrager til, at Danmark hurtigt kommer på fode igen.

Jeg vil derfor opfordre til, at vi alle gavmildt deler ud af vores erfaringer – dels med håndteringen af krisen, men også af vores tanker om, hvordan vores branche i endnu højere grad kan bidrage til et samfund i balance.

Indtil vi igen må mødes i større forsamlinger, må det ske på nettet. Lad os derfor kaste os over webinarer, digitale konferencer og møder, hvor vi hver især bidrager til at covid-19-krisen kun bliver en parentes og en ufrivillig pause i det stærke netværksarbejde, vi er kendt for.

Lad os ikke vente på, at vi mødes fysisk i Cannes til næste år, men når vi gør det, bør vi kunne se tilbage på et frugtbart år – sundhedskrise eller ej.

Property and Investment Danmark er en selvejende institution stiftet af Byggesocietetet med henblik på at koordinere det danske bidrag til Mipim.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også